Andre seværdige steder og udflugtsmål i andre lande:

Historien om Berlinmuren er uløseligt forbundet med historien om det delte Tyskland, Den Kolde Krig og ikke mindst med den dramatiske historie, som fulgte efter 2. verdenskrig. Berlinmuren stod kun i 28 år, men dens historie begyndte allerede i 1945, da det nazistiske Tyskland var besejret og Berlin blev centrum for den nye konflikt mellem de tidligere allierede.

Derfor er Berlinmuren ikke blot historien om en mur. Det er historien om, hvordan et besejret Tyskland blev delt, hvordan Europa blev delt i en østlig og en vestlig blok, og hvordan Berlin i mere end fire årtier blev et af de steder i verden, hvor modsætningen mellem kommunisme og demokrati blev tydeligst.

Postkort Berlin, Sebastianstraße, Berliner Mauer

Da 2. verdenskrig sluttede i maj 1945, lå store dele af Berlin i ruiner. Adolf Hitlers regime havde ført Tyskland ud i en katastrofal krig, og byen blev efter krigen opdelt i fire besættelsessektorer. Sovjetunionen fik den østlige del, mens USA, Storbritannien og Frankrig administrerede hver sin sektor i den vestlige del af byen.

Berlin var dermed på en måde et billede på det besejrede Tyskland. Landet blev administreret af de fire sejrsmagter, men samtidig voksede modsætningerne hurtigt mellem Sovjetunionen på den ene side og USA, Storbritannien og Frankrig på den anden.

Hvis du vil læse mere om Berlins dramatiske historie under selve 2. verdenskrig, kan du også besøge min side Berlin under krigen.

Berlin efter 2. verdenskrig

Det tidligere nazistiske Tyskland var blevet besejret, men samarbejdet mellem sejrherrerne varede ikke længe. Sovjetunionen ønskede et Tyskland, der politisk og økonomisk var orienteret mod øst, mens USA, Storbritannien og Frankrig ønskede at opbygge et demokratisk og økonomisk genopbygget Vesteuropa.

Berlin kom derfor til at ligge som en vestlig enklave langt inde i det sovjetisk besatte område. Det gjorde byen særdeles vanskelig at administrere og samtidig meget vigtig som symbol. Vestberlin blev efterhånden et vestligt udstillingsvindue midt i det kommunistiske Østeuropa.

De vestlige allierede satte gang i en omfattende økonomisk genopbygning, blandt andet gennem Marshallhjælpen. I den sovjetiske zone blev udviklingen anderledes, og Sovjetunionen fjernede blandt andet produktionsudstyr som en del af krigsskadeserstatningerne.

Marshallhjælpen blev et vigtigt element i den økonomiske genopbygning af Vesteuropa.

I 1948-49 kom modsætningerne for alvor til udtryk under Berlinblokaden. Sovjetunionen lukkede land- og jernbaneforbindelserne til Vestberlin, og de vestlige allierede svarede igen med den berømte luftbro. I næsten et år blev Vestberlin forsynet fra luften.

Berlinblokaden blev dermed et af de første store sammenstød i Den Kolde Krig. Den viste samtidig, hvor vigtigt Vestberlin var blevet for de vestlige magter.

I 1949 blev Forbundsrepublikken Tyskland, BRD, oprettet i de vestlige besættelseszoner, mens Den Tyske Demokratiske Republik, DDR, blev oprettet i den sovjetiske besættelseszone. Tyskland var nu reelt blevet delt i to stater.

Delingen betød ikke, at Berlin straks blev delt af en fysisk mur. I mange år kunne østtyskere fortsat bevæge sig gennem Berlin og over sektorgrænsen til Vestberlin. Netop dette blev efterhånden DDR's store problem.

DDR havde svært ved at holde på sin befolkning. Mange ønskede et liv med større politisk og personlig frihed og bedre økonomiske muligheder i Vesten. Særligt unge, faglærte og højtuddannede forlod DDR.

Flugten blev så omfattende, at den østtyske stat frygtede for hele sin fremtid. Berlin var den mest oplagte flugtvej, fordi grænsen mellem Øst- og Vestberlin stadig kunne passeres.

Det ikoniske foto af soldaten Conrad Schumann, der flygtede fra DDR.

Et af de mest berømte flugtforsøg fandt sted allerede den 15. august 1961, kun to dage efter begyndelsen på afspærringen. Den 19-årige østtyske grænsevagt Conrad Schumann sprang over pigtråden ved Bernauer Straße til Vestberlin. Fotografiet af hans spring blev et af de mest kendte billeder fra hele Berlinmurens historie.

Bernauer Straße blev et særligt dramatisk sted under murens historie. Her gik grænsen lige langs husfacaderne, og nogle bygninger lå i Østberlin, mens fortovet på den anden side af gaden lå i Vestberlin. Efter murens opførelse blev husene efterhånden tømt og fjernet, fordi de udgjorde en flugtmulighed.

Min side om Bernauer Straße fortæller mere om dette meget særlige sted og de mange flugtforsøg, der fandt sted her.

Postkort Bernauer Straße efter 13. august 1961 - Wedding i den franske sektor i Vestberlin

Bernauer Straße og Versöhnungskirche (Forsoningskirken)

Postkort fra 1960'erne fra Bernauer Straße og Versöhnungskirche. Kirken kom til at ligge i dødszonen og blev senere revet ned i 1985. I dag ligger Forsoningskapellet på stedet som en del af Gedenkstätte Berliner Mauer.

Bernauer Straße i en senere og mere turistvenlig udgave.

Den 13. august 1961 blev den åbne grænse mellem Øst- og Vestberlin lukket. I løbet af natten blev veje gravet op, sporforbindelser afbrudt og pigtrådsspærringer etableret. I første omgang var det ikke den betonmur, som senere blev det kendte symbol, men et hurtigt opført system af spærringer, der skulle forhindre østtyskerne i at komme til Vestberlin.

13. august 1961 - begyndelsen på Berlinmurens historie.

DDR-ledelsen kaldte officielt anlægget for "Antifaschistischer Schutzwall" - den antifascistiske beskyttelsesmur. I den vestlige verden blev den derimod ofte kaldt "Schandmauer" - skammens mur. For befolkningen i DDR var muren i praksis en grænse, som forhindrede dem i frit at forlade deres eget land.

Det er vigtigt at forstå, at Berlinmuren ikke blot var én mur. Grænseanlægget blev gennem årene udbygget og gjort stadig vanskeligere at forcere. Det omfattede blandt andet betonmure, pigtråd, kontrolområder, vagttårne, patruljeveje, lysanlæg og andre sikkerhedsforanstaltninger.

Den samlede grænse omkring Vestberlin var cirka 155 kilometer, mens den del af anlægget, der løb gennem selve byen mellem Øst- og Vestberlin, var omkring 43 kilometer.

Berlin ses her inddelt i de fire sektorer, hvor grænsen mellem Øst- og Vestberlin blev en del af den senere Berlinmur.

Muren kom til at dele gader, pladser, arbejdspladser, familier og venskaber. Mennesker, der før havde kunnet besøge hinanden på få minutter, kunne pludselig ikke længere mødes. Nogle familier blev splittet, og mange østberlinere måtte finde nye arbejdspladser, fordi deres arbejdssted lå i Vestberlin.

For Berlinerne blev muren derfor ikke blot et politisk symbol, men en konkret del af hverdagen. Den var synlig fra boliger, tog, gader og arbejdspladser og mindede dagligt indbyggerne om, at byen og landet var delt.

Brandenburger Tor med Berlinmuren og Unter den Linden - 19xx

Berlinmuren ved Brandenburger Tor set fra Vestberlin - April 1981

Det afspærrede område ved Brandenburger Tor og det sovjetiske krigsmonument - 1981

Når jeg kom til Berlin i 1980'erne, var området omkring det sovjetiske krigsmonument i Tiergarten ved Brandenburger Tor afspærret. Det var et særligt sted, fordi monumentet lå i Vestberlin, men var under sovjetisk kontrol og blev bevogtet af sovjetiske soldater. Området var derfor præget af en usædvanlig blanding af østlig og vestlig militær tilstedeværelse.

Chausseestrasse/Boyenstrasse i Wedding, den franske sektor i Vestberlin

Den vestlige del af Berlin var opdelt mellem USA, Storbritannien og Frankrig. Den franske sektor omfattede blandt andet dele af det nordlige og vestlige Berlin. Det var derfor ikke kun forholdet mellem Øst- og Vestberlin, der var synligt i byen; også de tre vestlige allieredes tilstedeværelse kunne mærkes mange steder.

Mange af de steder, der i dag virker som helt almindelige dele af Berlin, havde dengang en langt mere kompliceret betydning. Grænsen gik gennem boligkvarterer, langs kirkegårde, ved parker og gennem områder, som i dag igen er helt integreret i byen.

Potsdamer Platz - 19xx

Potsdamer Platz var før krigen et af Berlins travleste trafik- og handelsområder. Under 2. verdenskrig blev området stærkt ødelagt, og efter krigen kom Potsdamer Platz til at ligge direkte ved grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

Da Berlinmuren blev opført, forsvandt det tidligere liv næsten fuldstændigt. Området blev til et stort grænseområde, hvor den tomme plads og muren gjorde den tidligere centrale plads til et af de mest surrealistiske steder i det delte Berlin.

Potsdamer Platz lå i den britiske sektor og havde ingen grænseovergang. Den mest kendte grænseovergang i nærheden var Checkpoint Charlie, som lå ved Friedrichstraße og Zimmerstraße.

Østberlin - Avisen "Neue Zeit, Union Verlag (vob)", med Berlinmuren ved Zimmerstraße/Friedrichstraße i forgrunden.

Det første billede er et postkort fra 1960'erne og det næste et foto fra foråret 1981.

25 Jahre Antifaschistischer Schutzwall - frimærke fra 1986

Checkpoint Charlie blev under Den Kolde Krig den mest berømte grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin. Navnet "Checkpoint Charlie" blev brugt af de vestallierede, og kontrollen var især vigtig for allierede soldater, diplomater og udlændinge.

Postkort Checkpoint Charlie 1961

Postkort Checkpoint Charlie 27. oktober 1961

Den 27. oktober 1961 blev Checkpoint Charlie centrum for en af Den Kolde Krigs farligste konfrontationer. Amerikanske og sovjetiske kampvogne stod over for hinanden på hver sin side af grænsen. Situationen opstod efter en strid om de vestallieredes ret til frit at bevæge sig gennem Østberlin.

Konfrontationen varede i mange timer, og verden var i en periode tættere på en direkte militær konflikt mellem USA og Sovjetunionen end mange andre steder under Den Kolde Krig. Til sidst blev kampvognene trukket tilbage, og konflikten blev løst uden at der blev åbnet ild.

Postkort Checkpoint Charlie 27. oktober 1961

Checkpoint Charlie blev senere et af de mest fotograferede steder i Berlin. Under Den Kolde Krig var det dog først og fremmest en reel grænseovergang og ikke den turistattraktion, som stedet senere blev.

Postkort Checkpoint Charlie 1970

Postkort Checkpoint Charlie 1980'erne

Den berømte Café Adler ved Checkpoint Charlie

Café Adler ved Checkpoint Charlie var i mange år et kendt mødested tæt på grænsen. Dens placering gjorde stedet interessant for journalister, besøgende og mennesker med forbindelser på begge sider af grænsen. Caféen blev derfor en del af den særlige atmosfære, som omgav Checkpoint Charlie under Den Kolde Krig.

Den franske journalist Pascale Hugues beskrev senere, hvordan området omkring Checkpoint Charlie havde ændret sig, og hvordan meget af den oprindelige stemning forsvandt efter murens fald. Hendes beskrivelse af Café Adler og Checkpoint Charlie giver et interessant billede af forskellen mellem det tidligere grænseområde og den moderne turistby.

Café Adler eksisterer ikke længere som det gamle levn fra Den Kolde Krig, og området omkring Checkpoint Charlie er i dag præget af turisme og kommercielle tilbud. Det kan være svært at forestille sig, at dette sted engang var en alvorlig grænse, hvor mennesker blev kontrolleret og hvor stormagterne stod over for hinanden.

Postkort Checkpoint Charlie 1961 og 1963

Postkort Checkpoint Charlie 1966

John F. Kennedy, Willy Brandt og Konrad Adenauer ved Brandenburger Tor - Vestberlin 1963

John F. Kennedy i Berlin - "Ich bin ein Berliner" - 26. juni 1963

John F. Kennedys besøg i Vestberlin i juni 1963 blev et stærkt symbol på USA's støtte til den isolerede by. Hans tale foran Schöneberger Rathaus og de berømte ord "Ich bin ein Berliner" blev et af de mest kendte øjeblikke i Den Kolde Krigs historie.

For Vestberlins befolkning var den amerikanske tilstedeværelse ikke kun symbolsk. De vestallierede var en vigtig del af byens sikkerhed, og deres soldater var med til at understrege, at Vestberlin ikke stod alene.

Berlinmuren var efterhånden blevet så omfattende, at flugt kun var mulig gennem nøje planlagte og ofte meget farlige forsøg. Nogle forsøgte at klatre over muren, andre brugte biler, tog eller hjemmelavede konstruktioner, mens andre gravede tunneller under grænsen.

Der blev gennem årene gennemført mange forskellige flugtforsøg. Nogle lykkedes, mens andre endte med arrestation, fængsel eller død. Tunnelflugterne er blandt de mest spektakulære kapitler i historien om Berlinmuren.

Jeg har også en særskilt side om flugttunnellerne under Berlinmuren, hvor man kan læse mere om de mennesker, der forsøgte at grave sig til friheden.

"Notaufnahmelager" Marienfelde - flygtningelejr i Vestberlin

For de mennesker, der lykkedes med at komme til Vestberlin, begyndte et nyt liv. Mange blev registreret og modtaget på Notaufnahmelager Marienfelde, hvor flygtninge fra DDR blev indkvarteret og behandlet, inden de kunne fortsætte til et nyt liv i Vesttyskland.

Flugten var dog langt fra ufarlig. Det østtyske grænseregime gjorde alt for at forhindre mennesker i at forlade DDR. Ved Berlinmuren blev der derfor skabt et omfattende system af kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, og mindst 140 mennesker mistede livet i forbindelse med Berlinmuren frem til 1989.

Et andet meget interessant sted fra Den Kolde Krig er Glienicker Brücke. Broen forbandt Berlin og Potsdam, men under delingen blev den også et symbol på grænsen mellem øst og vest. Den blev især kendt for udvekslingen af spioner mellem USA og Sovjetunionen.

En grænsekontrol i udkanten af Vestberlin - Glienicker Brücke. Vejen fører over broen til Potsdam.

Østtyskerne kaldte broen for "Brücke der Einheit" - Enhedsbroen - men i stedet for at samle kom den til at adskille to meget forskellige politiske systemer. I dag er broen igen blot en almindelig forbindelse mellem Berlin og Potsdam, men dens historie gør den til et vigtigt sted at besøge, hvis man interesserer sig for Den Kolde Krig.

Den samme historie kan opleves mange andre steder i Berlin. På Bornholmer Straße fik murens historie sin dramatiske afslutning, da grænseovergangen blev åbnet om aftenen den 9. november 1989. Det var her, de første store menneskemængder strømmede gennem grænsen, efter at DDR's nye rejsebestemmelser var blevet annonceret.

Berlinmurens fald

1989 blev året, hvor det kommunistiske system i Østeuropa begyndte at bryde sammen. I DDR voksede protesterne, og stadig flere mennesker krævede frihed til at rejse, ytre sig og deltage politisk. Samtidig ændrede Sovjetunionens ledelse under Mikhail Gorbatjov sin holdning til brugen af militær magt over for de østeuropæiske lande.

I løbet af efteråret 1989 voksede demonstrationerne i DDR voldsomt. Den 9. oktober blev en stor demonstration i Leipzig gennemført uden den frygtede voldelige indgriben fra sikkerhedsstyrkerne. Herefter voksede presset på DDR-ledelsen yderligere.

Den 9. november 1989 holdt SED-politikeren Günter Schabowski en pressekonference, hvor han annoncerede nye regler for udrejse. På spørgsmålet om, hvornår reglerne trådte i kraft, svarede han berømt "nach meiner Kenntnis ... sofort". Nyheden spredte sig hurtigt, og tusindvis af østberlinere gik mod grænseovergangene.

Ved Bornholmer Straße mistede grænsevagterne efterhånden kontrollen over situationen. Kort før midnat blev grænsen åbnet, og mennesker fra Østberlin kunne for første gang i 28 år frit gå til Vestberlin.

Og Honecker fik så heller ikke ret i det.

"Gennembrudet"

Berlinmurens fald den 9. november 1989 blev en af de mest betydningsfulde begivenheder i det 20. århundrede. Det var ikke blot muren, der blev åbnet. Hele det politiske system i DDR var ved at bryde sammen, og begivenhederne blev en del af den fredelige revolution, der førte til afslutningen på DDR-styret.

Muren blev ikke fysisk revet ned på én enkelt nat. Efter åbningen begyndte mennesker at hugge stykker af muren væk, mens den systematiske nedrivning fortsatte gennem 1990. Store dele af grænseanlæggene forsvandt, og Berlin begyndte hurtigt at blive én sammenhængende by igen.

Den 3. oktober 1990 blev Tyskland officielt genforenet. DDR tiltrådte Forbundsrepublikken Tyskland, og Berlin blev igen en samlet by. Den lange proces fra 1945 til 1990 var dermed afsluttet, og den tyske deling var ophørt.

Genforeningen var imidlertid ikke afslutningen på alle problemer. De to tyske samfund havde udviklet sig meget forskelligt gennem mere end 40 år, og forskellene kunne mærkes både økonomisk, socialt og kulturelt. Berlin skulle samtidig gennemgå en enorm forandring, hvor tidligere grænseområder pludselig blev attraktive områder for boligbyggeri, erhverv og nye bykvarterer.

Brandenburger Tor og områderne omkring den tidligere grænse.

Potsdamer Platz er et godt eksempel på den enorme forandring. Det område, der under murens tid havde været et øde grænseområde, blev efter 1990 et af Europas største byggeprojekter. På ganske få år voksede et nyt moderne bykvarter frem.

Det samme skete mange andre steder. Hvor der tidligere havde været pigtråd, beton, vagttårne og ingenmandsland, kom der parker, boliger, kontorer, butikker og nye trafikforbindelser.

Et af de steder, hvor man stadig tydeligt kan opleve murens historie, er Gedenkstätte Berliner Mauer ved Bernauer Straße. Her er dele af det tidligere grænseanlæg bevaret, og området fortæller både om murens opførelse, flugtforsøgene og de mennesker, der mistede livet.

Et andet sted er Glienicker Brücke, som i dag igen er en almindelig bro mellem Berlin og Potsdam, men som under Den Kolde Krig var et berømt sted for udveksling af spioner.

Og hvis man vil forstå, hvordan Berlin blev formet af både nazismen, 2. verdenskrig og Den Kolde Krig, er det oplagt også at se mine sider om Führerbunkeren, Flakturm, Bendlerblock og Karlshorst.

Der findes også steder, hvor selve grænseanlægget og flugthistorien kan opleves. Mine sider om flugttunnellerne og Bornholmer Straße giver mulighed for at gå videre ind i nogle af de mest dramatiske kapitler.

Det er værd at huske, at Berlinmuren ikke kun var et spørgsmål om beton. Bag muren stod et politisk system, der forsøgte at forhindre sine borgere i at forlade landet. Muren blev derfor et meget synligt udtryk for den politiske virkelighed i DDR og for den større konflikt mellem øst og vest.

For mange mennesker i Vesten var muren et symbol på kommunismens undertrykkelse og på den manglende mulighed for frit at bevæge sig mellem øst og vest. For DDR's ledelse blev den fremstillet som en nødvendig beskyttelse mod Vesten. Forskellen mellem de to fortællinger siger meget om den politiske virkelighed i Den Kolde Krig.

I dag er næsten hele Berlinmuren væk fra bybilledet. Men den er ikke forsvundet fra Berlins historie. Der findes stadig bevarede murstykker, vagttårne, grænseanlæg, mindesmærker og markerede steder langs den tidligere grænse.

Et af de mest kendte bevarede områder er East Side Gallery, hvor et længere stykke af den tidligere mur er blevet et internationalt kunstværk. Malerierne blev udført i 1990 efter murens fald og er siden blevet et af Berlins mest kendte symboler på genforeningen.

Man kan også følge den tidligere grænse gennem byen ad Berlin Mauerweg. Ruten følger den tidligere grænse mellem Vestberlin og DDR og gør det muligt at opleve, hvor grænsen faktisk gik gennem byen og dens omgivelser.

Når man i dag går gennem Berlin, er det mange steder næsten umuligt at se, at byen engang var delt. Gaderne hænger sammen, U-bahn og S-bahn kører på tværs af den tidligere grænse, og de gamle grænseområder er blevet en naturlig del af den moderne storby.

Men enkelte steder dukker historien pludselig op. En række brosten markerer murens tidligere forløb, et gammelt vagttårn står tilbage, eller et stykke beton fortæller, at netop her gik grænsen mellem to verdener.

Brandenburger Tor med Berlinmuren og Tiergarten - 19xx

Brandenburger Tor er i dag et af de stærkeste symboler på det genforenede Berlin. Under murens tid stod porten imidlertid lige ved grænsen og var utilgængelig for den almindelige befolkning. Det er næsten svært at forestille sig, når man ser den enorme menneskemængde, der i dag bevæger sig frit gennem området.

Sådan er Berlin i det hele taget blevet en by, hvor fortiden og nutiden eksisterer side om side. Sporene efter nazismen, 2. verdenskrig, DDR og Berlinmuren ligger ofte kun få hundrede meter fra moderne arkitektur, restauranter, parker og et pulserende byliv.

Det er netop noget af det, jeg finder interessant ved Berlin. Byen kan ikke forstås uden sin dramatiske historie, men den skal heller ikke reduceres til historien om krig, nazisme, mur og kommunisme. Berlin er samtidig en levende og moderne europæisk hovedstad.

Derfor har jeg på mine øvrige Berlin-sider forsøgt at vise nogle af de mange forskellige sider af byen. Her kan man blandt andet gå videre til Tiergarten, Tempelhofer Park, Stasimuseum og de mange andre steder, hvor historien stadig kan mærkes.

Berlinmuren faldt for mere end 35 år siden, men den har ikke mistet sin betydning. Tværtimod er den blevet et historisk symbol, som stadig fortæller om frihed, ufrihed, diktatur, flugt, adskillelse og menneskers ønske om selv at bestemme over deres eget liv.

For mig er det måske netop det mest interessante ved Berlinmuren. Det er let at fotografere et stykke beton og tænke på muren som noget, der hører fortiden til. Men bag hvert stykke beton gemmer der sig en historie om mennesker, der levede med muren som en del af deres hverdag - og om mennesker, der forsøgte at komme igennem den.

I dag er Berlin igen én by. Men de næsten usynlige spor efter muren minder os om, at det ikke er mere end en generation siden, at denne by var delt af en af verdens mest berømte grænser.

En mur, der forsvandt - men en historie, der ikke må glemmes.