Flaktårnet i Volkspark Humboldthain er et af de mest markante levn fra
Berlins historie under Anden Verdenskrig. Det enorme betonkompleks blev
opført i 1941–42 som en del af det tyske luftforsvar og var samtidig et
af de mest ekstreme eksempler på den bunkerarkitektur, der blev udviklet
i Berlin under krigen.
Flaktårnene var imidlertid langt mere end almindelige bunkere. De var
kombinerede militære fæstningsværker, luftforsvarsanlæg, kommandocentraler
og civile beskyttelsesrum. I Humboldthain kunne tusindvis af mennesker
søge beskyttelse under de allieredes bombardementer, samtidig med at
tårnets øverste platforme var indrettet til tungt luftværnsartilleri.
Det særlige ved konstruktionen var netop kombinationen af funktioner.
Flaktårnet skulle på samme tid være et våbensystem, en observations- og
ildledelsesstation og en næsten uindtagelig betonfæstning. Det var derfor
ikke blot et spørgsmål om at bygge et højt tårn med kanoner på toppen.
Hele bygningen var konstrueret omkring luftforsvarets behov.
Hvorfor blev flaktårnene bygget?
Da de allieredes strategiske bombekrig mod Tyskland blev stadig mere
omfattende, blev beskyttelsen af Berlin et centralt problem for det
nazistiske regime. Berlin var både hovedstad, regeringscentrum og et
vigtigt mål for de allierede bombefly.
I 1940 blev der derfor truffet beslutning om at opføre store
flaktårnsanlæg i Berlin. Programmet blev koncentreret om tre
placeringer: Tiergarten, Volkspark Friedrichshain og
Volkspark Humboldthain.
Hvert anlæg bestod af to tårne: et Gefechtsturm, også kaldet G-Turm,
hvor de tunge luftværnskanoner var placeret, og et mindre Leitturm,
L-Turm, som fungerede som ildledelsestårn. Tårnene var placeret, så
de kunne arbejde sammen som ét integreret luftforsvarssystem.
Det var en teknisk meget avanceret konstruktion for sin tid. L-Tårnet
havde optiske afstandsmålere og andet udstyr til at bestemme flyenes
position, højde, hastighed og kurs. Disse oplysninger blev brugt til
at beregne, hvor og hvornår G-Tårnets kanoner skulle åbne ild.
Flaktårnet i Humboldthain
Byggeriet af flaktårnene i Humboldthain begyndte i oktober 1941 og
blev afsluttet i april 1942. Den korte byggetid var i sig selv
bemærkelsesværdig. Konstruktionen krævede enorme mængder beton og stål
og blev gennemført med døgnarbejde og med anvendelse af blandt andre
tvangsarbejdere og krigsfanger.
Gefechtsturm var omkring 70 meter på hver led og omkring 40 meter højt.
Det var en kolossal betonbygning, der dominerede hele parken. Væggene
var op til omkring 2,5 meter tykke, og de øverste konstruktioner var
dimensioneret til at kunne modstå meget kraftige bombeangreb.
Den enorme styrke var nødvendig, fordi tårnet ikke blot skulle beskytte
mennesker mod bomber. Det skulle samtidig kunne fungere som aktivt
kampanlæg, mens det selv blev udsat for angreb.
På toppen af G-Tårnet var der fire 12,8 cm FlaK 40 dobbeltkanoner.
Disse kanoner hørte til de kraftigste luftværnsvåben, som det tyske
militær rådede over. Derudover fandtes lettere luftværnskanoner til
forsvar mod lavtflyvende fly.
Flakturm i Volkspark Humboldthain efter krigen.
Flaktårnets vigtigste funktion var ikke blot at skyde på bombefly.
Det var en del af et samlet system, hvor observation, beregning,
ildledning og beskydning skulle foregå så effektivt som muligt.
Leitturm fungerede som den tekniske hjerne i systemet. Herfra kunne
flyenes position og bevægelse bestemmes ved hjælp af optiske
afstandsmålere og senere også radarbaseret udstyr. Oplysningerne blev
derefter overført til G-Tårnets kanonstillinger.
På denne måde blev de to tårne i princippet til én stor luftværnsenhed.
G-Tårnets kanoner kunne derefter koncentrere deres ild mod de områder,
hvor de allierede bombefly befandt sig.
Systemet var teknisk imponerende, men det betød ikke, at flaktårnene
kunne forhindre de allierede bombardementer. De allierede udviklede
stadig større og mere effektive bombeflystyrker, og Berlin blev
alligevel udsat for omfattende ødelæggelser.
"12,8 cm FlaK 40" eller "12,8 cm luftværnskanon"
Et gigantisk beskyttelsesrum
En af flaktårnenes mest betydningsfulde funktioner var deres rolle som
civile beskyttelsesrum. G-Tårnet i Humboldthain kunne officielt rumme
omkring 15.000 mennesker. Dermed blev det et af de største
beskyttelsesanlæg i Berlin.
De nederste etager indeholdt blandt andet beskyttelsesrum, lagerområder,
tekniske installationer og forskellige funktionelle rum. Der var
ventilation, elektriske installationer, ammunitionsmagasiner,
forbindelsesgange og trapper, som gjorde det muligt at fungere inde i
bygningen under langvarige bombardementer.
Flaktårnene havde også andre funktioner under krigen. De kunne rumme
hospitaler, militære funktioner og forskellige former for
krigsrelaterede aktiviteter. I andre af Berlins flaktårne blev der
desuden opbevaret værdifulde kunstgenstande fra byens museer.
Det er netop denne mangfoldighed af funktioner, der gør flaktårnene
så interessante. De var på én gang våbenplatform, kommandocentral,
bunker, hospital, lager og tilflugtssted.
Flaktårnene og Berlins befolkning
For den almindelige berliners oplevelse af flaktårnet var det ikke
nødvendigvis det militære system, der var vigtigst. Under luftangreb
handlede det først og fremmest om at overleve.
Når sirenerne lød, kunne tusindvis af mennesker søge ind i de massive
betonkonstruktioner. Her var de beskyttet mod en stor del af de
eksplosioner og nedfald, der ødelagde byens almindelige bygninger.
Det betød samtidig, at flaktårnene blev en meget synlig del af
berlinernes hverdag. De var enorme symboler på krigen og på det
regime, der havde bragt Tyskland ind i en total krig.
På den måde rummer flaktårnene en dobbelt historie. De var skabt som
offensive militære installationer, men de blev samtidig steder, hvor
civile søgte beskyttelse mod den krig, som det nazistiske Tyskland
selv havde været med til at udløse.
Flaktårnet under slaget om Berlin
I krigens sidste fase fik flaktårnene endnu en funktion. Da Den Røde
Hær nærmede sig Berlin i april 1945, blev de massive bunkeranlæg
integreret i byens forsvar.
De tunge kanoner kunne stadig anvendes mod sovjetiske fly, mens de
massive betonmure gjorde tårnene vanskelige at angribe direkte.
Samtidig søgte civile og militært personel fortsat beskyttelse i
anlæggene.
Flaktårnene blev derfor nogle af de sidste store militære
betonkonstruktioner, der fortsat stod som aktive anlæg, da Berlin
blev omdannet til en slagmark.
Historien om de sidste kampe kan ses i sammenhæng med mine sider om
Karlshorst, hvor den tyske
kapitulation blev underskrevet den 8. maj 1945, og
Führerbunkeren, hvor den
nazistiske ledelse befandt sig under de sidste dage af regimet.
På siden Berlin at War findes
desuden mere om Berlin under krigen.
Efter krigen – forsøget på at ødelægge flaktårnet
Efter krigen stod flaktårnene tilbage som enorme monumenter over
nazitidens militære arkitektur. For de allierede var de samtidig
potentielt militære anlæg, som man ikke ønskede skulle kunne anvendes
igen.
I Humboldthain forsøgte de franske besættelsesstyrker derfor at
sprænge anlægget i luften. Det viste sig imidlertid at være langt
vanskeligere end forventet.
Sprængningerne i 1947 og 1948 ødelagde dele af konstruktionen, men
kunne ikke fjerne hele tårnet. Den sydlige del kollapsede, mens den
nordlige del med to af de karakteristiske hjørnetårne blev stående.
Flaktårnets enorme styrke viste sig dermed også efter krigen. En
bygning, der var konstrueret til at modstå de kraftigste bomber,
var ikke let at få til at forsvinde selv med store mængder
sprængstof.
Den bevarede del af Flaktårnet i Humboldthain.
Fra bunker til Trümmerberg
Efter sprængningerne blev ruinen ikke fjernet. I stedet blev store
dele af den dækket med murbrokker fra det ødelagte Berlin.
Omkring 1,3–1,4 millioner kubikmeter byggemateriale fra den
krigshærgede by blev efterhånden lagt omkring resterne af
flaktårnet. Dermed forsvandt store dele af anlægget under et kunstigt
bjerg af murbrokker.
Det landskab, man ser i Humboldthain i dag, er derfor i høj grad et
produkt af efterkrigstidens genopbygning. Det tidligere militære
anlæg blev på denne måde delvist skjult under det Berlin, som skulle
bygges op efter krigen.
Den bevarede ruin
I dag står en betydelig del af det tidligere G-Turm stadig skjult i
Humboldthain. Ruinen er blevet gjort tilgængelig, og det er muligt
at opleve dele af den oprindelige bunkerstruktur indefra.
Siden 2004 har Berliner Unterwelten arbejdet med at gøre dele af
ruinen tilgængelige for offentligheden. Besøgende kan på guidede
ture opleve de indre rum, trapper, betonvægge og rester af den
oprindelige konstruktion.
Det er en særlig oplevelse, fordi man ikke blot ser en ruin udefra.
Man kan faktisk bevæge sig ind i den enorme betonkonstruktion og
fornemme dimensionerne af det anlæg, som blev bygget for at fungere
under et af historiens mest omfattende luftkrige.
Der findes i dag moderne trapper og gangbroer, som gør dele af ruinen
tilgængelige. På toppen er der desuden en udsigtsplatform, hvorfra
man kan se ud over Berlin.
Flaktårnet som historisk dokument
Flaktårnet i Humboldthain er derfor ikke blot en gammel bunker.
Det er et fysisk historisk dokument, hvor flere perioder af Berlins
historie kan aflæses i den samme konstruktion.
Betonen fortæller om nazisternes krigsplanlægning og om den enorme
indsats, der blev lagt i at beskytte Berlin mod luftangreb. Ruinen
fortæller om krigens afslutning og de allieredes forsøg på at fjerne
de militære anlæg. Trümmerbjerget fortæller om den enorme ødelæggelse
af Berlin og den efterfølgende genopbygning.
Endelig fortæller den nuværende park og de grønne omgivelser om den
efterkrigstid, hvor Berlin langsomt forsøgte at skabe et nyt byrum
oven på ruinerne af den gamle by.
Flaktårnet i sammenhæng med Berlins bunkere
Flaktårnet bør ses i sammenhæng med den langt større bunker- og
luftbeskyttelsesinfrastruktur, som blev opført i Berlin under
Anden Verdenskrig.
På min side om
Berliner Unterwelten
beskriver jeg andre dele af denne underjordiske verden, mens
Hochbunkeren i
Pallasstraße viser en anden type stort beskyttelsesanlæg i Berlin.
Et interessant sammenligningspunkt er også
Volkspark
Friedrichshain, hvor der ligeledes blev opført flaktårne.
Sammen med Humboldthain viser de, hvor omfattende det tyske
luftforsvarssystem i Berlin var.
Flaktårnet adskiller sig imidlertid fra de fleste almindelige
høj- og luftværnsbunkere ved sin kombination af militær slagkraft,
ildledelse og civil beskyttelse. Det var et helt selvstændigt
luftforsvarssystem bygget i beton.
Sammen med siderne om
Führerbunkeren,
den gamle danske
ambassade og
Bendlerblock giver
flaktårnet et billede af de mange forskellige former for beskyttelse,
som fandtes i Berlin under krigen.
Fra Anden Verdenskrig til Den Kolde Krig
Flaktårnets historie stopper heller ikke med 1945. Ruinen blev en del
af det efterkrigs-Berlin, hvor byen blev delt mellem de tidligere
allierede, og hvor nye konflikter hurtigt afløste den gamle krig.
Den delte bys historie kan opleves på mange af mine andre sider. På
Bernauer Straße og
Bornholmer Straße
beskriver jeg Berlinmurens historie og de mennesker, der blev fanget
på hver sin side af byen.
På siden om
flugttunnellerne mellem
Øst- og Vestberlin fortælles om de mennesker, der forsøgte at
undslippe DDR gennem tunneler under muren.
På
Glienicker Brücke
kan man se et andet sted, hvor den delte Berlin blev et symbol på
den kolde krig, mens
Stasimuseet fortæller om
det østtyske overvågnings- og sikkerhedsapparat.
Flaktårnets historie kan således også ses som en del af den større
fortælling om Berlin fra nazitiden over krigens ødelæggelser og
efterkrigstidens deling til det moderne Berlin.
Flaktårnet i Humboldthain i dag
I dag er Volkspark Humboldthain igen et grønt rekreativt område.
Det er næsten vanskeligt at forestille sig, at parken under krigen
blev domineret af et enormt militært betonkompleks.
Netop kontrasten mellem parken og ruinen gør stedet så interessant.
Træer, græs og stier omgiver en konstruktion, der blev skabt til
krig, ødelæggelse og beskyttelse.
Fra udsigtsplatformen kan man samtidig se Berlin som en moderne by.
Under fødderne ligger imidlertid resterne af et af det nazistiske
Tysklands mest ambitiøse luftforsvarsprojekter.
For mig er det netop dette, der gør Flaktårnet i Humboldthain så
fascinerende. Det er ikke kun en bunker og ikke kun en ruin. Det er
et sted, hvor Berlins historie fra nazitiden, Anden Verdenskrig,
byens ødelæggelse og den efterfølgende genopbygning kan opleves i
én og samme konstruktion.
I de senere år er bunkeren også blevet benyttet til rappelling og
andre friluftsaktiviteter
Et besøg i dag
Man kan frit gå rundt i Volkspark Humboldthain og se den bevarede
flakturmruin udefra. Skal man ind i selve bunkeren, sker det gennem
guidede ture arrangeret af Berliner Unterwelten.
Jeg kan varmt anbefale at besøge stedet, ikke mindst fordi
Flaktårnet i Humboldthain er et af de få steder i Berlin, hvor man
stadig kan opleve en så stor del af den oprindelige
krigsarkitektur.
Flaktårnet er et monument over en tid, hvor Berlin blev forvandlet
til en fæstning. Men det er samtidig et monument over, hvor
vanskeligt det viste sig at ødelægge den arkitektur, som krigen havde
skabt. Det, der blev bygget for at overleve bomberne, overlevede
også selve krigen – og står i dag som en massiv påmindelse om den.
Flaktårnet i Humboldthain er således et af de steder i Berlin, hvor
historien ikke blot fortælles gennem fotografier og dokumenter. Den
står fysisk foran én – i beton, stål og enorme dimensioner.
