Strandens oprindelse går dog tilbage til begyndelsen af 1900-tallet. Byen Berlin havde siden foreningen i 1871, oplevet en enorm vækst, både i befolkning og i nye bygninger. Store boligprojekter blev planlagt og realiseret og disse klemte den arbejdende befolkning tæt sammen i små lejligheder med lidt lys og mindre frisk luft. Derfor forsøgte folk at flygte ud i naturen, når de havde mulighed for det. Foretrukne flugtsteder for dem, der ikke havde råd til at tage på ferie til Østersøen, var søerne i nærheden. Særlig velegnet var Wannsee med sin brede lavvandede og sandede østlige kyst.

På grund af datidens moralske standarder var offentlig badning, især med kvinder og mænd sammen ulovligt. I 1907 gav administrationen af Brandenburg Teltow-distriktet sydvest for Berlin, dengang den kendte myndighed over området, efter for offentlighedens pres og tillod officielt badning på en 200 meter lang strandstrækning. Adfærd var strengt reguleret, ned til detaljer om påklædning fastsat af politiets regulering.

Strandad Wannsee

Byggeriet begyndte den 8. maj 1907. I 1909 blev der underskrevet en lejekontrakt mellem den kongelige regering og en lokal forretningsmand, Frankenthal fra Nikolassee. Freibad Wannsee, som den hed, bestod dengang af én strand hver for mænd og for kvinder, begge 65 meter lange, adskilt af familieafdelingen, der tilbød 350 meter strand. Sektionerne var adskilt med plankeværk. Telte, rejst ved foden af den stejlere skråning mod skoven, tjente som omklædningsfaciliteter.

Efter Første Verdenskrig steg strandens betydning, ikke kun blandt Berlins befolkning, men også for de omkringliggende samfund. Efter det private lejemåls ophør overtog Berlin kommune, og virksomheden blev en del af den kommunale skovservice, grundet beliggenheden i Grunewald. Samme år, 1924, blev teltene erstattet af stråtækte pavilloner, og de hidtil manglede sanitære faciliteter blev forbedret. Området blev udvidet til 800 meter og var åbent året rundt, hvilket gjorde faciliteterne tilgængelige for vinterbadere og skatere. Fremmødet steg, især efter at S-Bahn fra nærliggende Potsdam til Erkner blev åbnet. Et år talte 900.000 besøgende.

I 1926 lettede de nye nærliggende stationer, Nikolassee og Wannsee, adgangen til stranden, og de eksisterende faciliteter var ikke længere tilstrækkelige. Planer om at opføre en permanent bygning på stedet var kommet frem allerede i 1910 af Martin Wagner, senere kommunal byggedirektør, men var blevet forsinket på grund af Første Verdenskrig. Nu pålagde Berlin kommune den samme Martin Wagner og kollega Richard Ermisch, begge ansatte i byens administration og erfarne i offentligt byggeri, at planlægge et storstilet forbedringsprojekt. Byggeriet begyndte i 1929, og åbningen af de nye bygninger skete allerede et år senere i 1930.

Den store depression kompromitterede udførelsen af de planer, Wagner og Ermisch havde lavet. I første omgang havde budgettet været et beløb på 5 millioner Reichsmark, der skulle være brugt på yderligere fem af de to-etagers haller, samt en stor, cirkulær hovedrestaurant, en mole med café, en lystbådehavn. og et friluftsteater. Desuden var der tænkt på et lægebad, en børnehave og en pension. Af alt dette blev kun det eksisterende kompleks med fire strukturer realiseret, og først efter at kommunen havde besøgt stedet for at se, at det meste af det reducerede projekt allerede var bygget og ikke ville kræve meget yderligere arbejde. Dog blev der tilført yderligere omkring 2 millioner Reichsmark.

I årene efter steg besøgstallet enormt, ikke mindst fordi berlinerne ønskede at se deres nye offentlige bad. Den stigende nazisme med tilhørende voldelige kampe mellem forskellige politiske grupperinger på stranden, medførte dog at flere og flere efterhånden afstod fra at besøge området.

I 1938 blev det forbudt for jøder at få adgang og det ikke-nazistiske personale blev erstattet af partimedlemmer. Endvidere blev underholdningen leveret af orkestre fra Wehrmacht og SA.

Under Anden Verdenskrig blev strandparken en meget kærkommen adspredelse i de mørke tider.