Noget ganske enestående - nu vi er ved sporvogne - er de såkaldt skæve, som er ganske specielle ved byen. Der findes tre - Elevador da Bica, Elevador do Lavra og den nok mest berømte, Elevador da Gloria. De slæber sig op og ned af tre af de syv høje, Lissabon er bygget op omkring.

Masseturismen har selvfølgelig også sat sit præg på Lissabon, som i alle andre europæiske storbyer, hvor det i højsæsonen (og den er lang i Lissabon) nærmest er umuligt for byens borgere, at benytte de offentlige transportmidler, da de næste alle er ”beslaglagt” af turister, der drøner rundt i byen. Specielt sporvognene – skæve som lige – er konstant overfyldte. Ud over os let genkendelige blege turister er der så også ca. en lille mio. eller 1/3 af befolkningen, der stammer fra de tidligere kolonier, som fylder op i bybilledet.

Lissabon er bl.a. kendt for sine tre skæve sporvogne som dagligt kører op og ned ad nogle af de stejle høje i indre by. Turene varer ikke længe og den længste rute er vel heller ikke meget mere end et par hundrede meter, men om sommeren er det virkelig en lettelse, at skulle slippe for at slæbe sig op i den brændende sol. Desværre er en del af byens ungdom begyndt at dekorere de skæve sporvogne lige lovlig meget. Efter sigende har man hyret en pædagog til at appelere til de unge mennesker om, at nøjes med de af kommunen udvalgte steder, men enten har han ikke haft den store gennemslagskraft eller også har han ikke været hele vejen rundt, for visse steder, er det virkelig voldsomt og under ingen omstændigheder særligt tryghedsskabende. Det skal dog retfærdigvis siges, at kriminaliteten i byen er meget lav.

Jeg er kommet i Lissabon gennem små 30 år og har været der ganske mange gange gennem alle årene, dog mest de senere år, hvor jeg typisk er der en uges tid i slutningen af april, hvor bladene lige er sprunget ud på Av. da Liberdade, som svarer lidt til Ku’dam i Berlin – dog en lidt økonomisk fattigere udgave, men Lissabon er også en fattig by lige som landet Portugal, hvor der er store klasseforskelle lige som der også er forskelle på ”nord og syd” – De er rigest oppe i nord – i Porto området.
De opslidende kolonikrige har kostet Portugal dyrt og selv om landet for en kort tid fik et opsving ved indlemmelsen i EU, har det aldrig rigtig bidt sig fast. EU har dog mere permanent bidraget til bl.a. at hygiejneniveauet er blevet højnet. Jeg kan huske, at jeg inden EU kom ind i billedet, så hvordan man bare f.eks. slæbte de halve grise hen ad fortovene – fra lastbilen og til forretningen og hvordan man i et sydvendt vindue havde dekoreret det med levende kæmpekrabber, som man have trukket tråde igennem og så hængt dem op som perler på en snor - i øvrigt ved siden af en gazelleskank med pels, hale og det hele. Jeg erindrer også hvordan krabberne udsendte nogle enorme skumbobler i deres dødskamp i sommerens bagende sol. Jeg skal undlade en yderligere beskrivelse, men bare understrege, at sådan er det ikke mere.

De fleste bygninger omkring den smukke plads stammer fra genopbygningen efter det store jordskælv i Lissabon i 1755, kun uafhængighedspaladset overlevede det katastrofale jordskælv. Genopbygningen af ​​Rossio blev gennemført i anden halvdel af det 18. århundrede af arkitekterne Eugénio dos Santos og Carlos Mardel.