Da flugten fra DDR tiltog og ofte med flere tusinde personer om dagen, følte det daværende styre i DDR sig nødsaget til med Sovjetunionens accept, at indespærre sin befolkning for ellers ville der i løbet af få år være så få tilbage, at staten reelt ikke længere ville kunne fungere. Flugten til vesten blandt unge, faglærte og højtuddannede var så stor, at situationen var uholdbar og noget måtte gøres.
DDR havde ellers lovet sin befolkning, at efter nogle hårde år med slid og slæb, ville belønningen komme, men da man ikke mindst via vestlig TV kunne se, hvordan nationen reelt faldt mere og mere bagud i forhold til vesten, begyndte mange at tvivle på sandhedsværdien af udsagnet. Af samme årsag begyndte store dele af befolkningen, at sive til vesten og dette kunne lettest ske via Berlin, hvor grænserne mellem de forskellige sektorer stadig var åbne.

Når en DDR-borger havde besluttet sig for at blive ”republikflygtning” klædte han/ hun sig typisk om, således at de lignede personer fra vesten for så efterfølgende at tage toget til Berlin, hvis man ikke allerede boede der. I Berlin skulle man så f.eks. videre med ”U-bahn” til Vestberlin. Under en sådan flugt, kunne der ikke medtages bagage af betydning, da man let ville blive genkendt, som det man var – flygtning - og der efter hevet med på stationen til afhøring og fængsel. Selv om der var fri passage til Vestberlin var der posteret mange østtyske grænsevagter som stort set udelukkende havde til opgave at holde øje med eventuelle flygtninge.