![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
![]() |
FR |
IT |
MT |
NL |
PL |
PT |
ES |
DE |
Berlin Grunewald
Grunewald
- Foto Wikipedia
Grunewald er en skov beliggende i den vestlige del af Berlin, og er en del af
bydelen Charlottenburg-Wilmersdorf. Skoven er kendt for sin naturlige skønhed og
er et godt sted for vandre-, cykelture og almindelig afslapning.
Grunewald-skoven dækker et område påomkring 3.000 hektar, hvilket gør den til et af de største grønne områder i Berlin.
Historie:
Skoven har en rig historie og har været et vigtigt rekreativt område for Berlinerne siden Berlinmurens fald.
Schildhorn:
I den vestlige del af skoven, ved floden Havel, ligger halvøen Schildhorn. Her findes et mindesmærke for den slaviske prins Jaczo.
Højeste punkt:
Teufelsberg: Med sine 115 meter er Teufelsberg det højeste punkt i Berlin.
Jagdschloss Grunewald:
Inden for skovens grænser finder du Berlins ældste palads, Jagdschloss Grunewald, en renæssance-jagthytte.
Jagdschloss Grunewald
Jagdschloss Grunewald er det ældste bevarede slot i Berlin. Det ligger på
den sydlige vandkant af Grunewaldsee og er en del af Dahlem i bydelen
Steglitz-Zehlendorf. Jagdschloss Grunewald blev bygget i 1542 - 1543. Ejeren var
Joachim II Hector, kurfyrsten af Margraviate af Brandenburg. Bygningen blev
skabt i renæssancestil og fik navnet Zum Grünen Wald, 'Til den grønne skov',
og gav hele Grunewald sit navn. Omkring år 1800 fik slottet også navnet
Grunewald.
Under ombygninger mellem 1705 og 1708 forestørt af Frederick I, den første
konge af Preussen, fik det sit barokke design af Martin Grünberg.
Jagdschloss Grunewald har været administreret af "Prussian Palaces and Gardens
Foundation Berlin-Brandenburg" siden 1932 og bruges som museum. Det
indeholder malerier af Lucas Cranach den ældre, hans søn, Lucas Cranach den
Yngre og af kunstnere fra Nederlandene og Tyskland fra det 15. til det 19. århundrede.
Jagdschloss Grunewald har den eneste hal i Berlin fra renæssancetiden. Siden
1977 er der blevet oprettet en jagtudstyrssamling i en nærliggende bygning.
Berlins våbenskjold ca. år 1700
D E F
G H I J K
L M N O P Q R S
S T U V X Y Z
Rekreative områder:
Mad og drikke:
En anbefaling
Postcard Berlin, Sebastianstraße, Berliner Mauer
Genvej til primært postkort af Berlinmuren
Berlin's vartegn er en bjørn
Historien om Berlinmurens opførelse er lang og tager sin begyndelse i opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig, hvor de fire sejrherrer og allierede - Sovjetunionen, USA, England og Frankrig opdelte landet imellem sig. Hovedstaden Berlin hvorfra de allierede i fællesskab skulle styre det besejrede Tyskland, blev ligeledes inddelt i fire besættelseszoner, som hver enkelt allieret styrede dog i overensstemmelse med de overordnede aftaler de fire allierede i fællesskab havde indgået med hinanden.
Men ægteskabet var ikke lykkeligt og kort fortalt blev uoverensstemmelserne mellem på den ene side USA, England og Frankrig og på den anden side Sovjetunionen så store, at samarbejde var næsten umuligt. Dette resulterede i at Sovjetunionen oprettede staten DDR, hvor Vestberlin kom til at befinde sig som en øde ø.
I DDR havde man dog det problem, at mange af dets indbyggere hellere ville bo i det noget rigere ”vesten”, hvor amerikanerne i modsætning til russerne ydede økonomisk hjælp til genopbygningen efter Hitlers "totale krig”. I de sovjetisk besatte tyske områder afmonterede russerne i stedet det meste af produktionsudstyret og flyttede det til Sovjetunionen og for at gøre ondt værre, pålagde man så også tyskerne at betale krigsskades-erstatninger.
Da flugten fra DDR tiltog og ofte med flere
tusinde personer om dagen, følte det daværende styre i DDR sig nødsaget
til med Sovjetunionens accept, at indespærre sin befolkning for ellers
ville der i løbet af få år være så få tilbage, at staten reelt ikke
længere ville kunne fungere. Flugten til vesten blandt unge, faglærte og
højtuddannede var så stor, at situationen var uholdbar og noget måtte
gøres.
DDR havde ellers lovet sin befolkning, at efter nogle hårde år med slid
og slæb, ville belønningen komme, men da man ikke mindst via vestlig TV
kunne se, hvordan nationen reelt faldt mere og mere bagud i forhold til
vesten, begyndte mange at tvivle på sandhedsværdien af udsagnet. Af
samme årsag begyndte store dele af befolkningen, at sive til vesten og
dette kunne lettest ske via Berlin, hvor grænserne mellem de forskellige
sektorer stadig var åbne.
Når en DDR-borger havde besluttet sig for at blive ”republikflygtning”
klædte han/ hun sig typisk om, således at de lignede personer fra vesten
for så efterfølgende at tage toget til Berlin, hvis man ikke allerede
boede der. I Berlin skulle man så f.eks. videre med ”U-bahn” til
Vestberlin. Under en sådan flugt, kunne der ikke medtages bagage af
betydning, da man let ville blive genkendt, som det man var – flygtning
- og der efter hevet med på stationen til afhøring og fængsel. Selv om
der var fri passage til Vestberlin var der posteret mange østtyske
grænsevagter som stort set udelukkende havde til opgave at holde øje med
eventuelle flygtninge.
Det ikonisk foto af soldaten, der flygtede fra DDR
Velankommet til Vestberlin skulle man melde sig i f.eks. flygtningelejren
Marienfelde for at ansøge om opholdstilladelse. Her blev man afhørt og senere
typisk visiteret til et job efter kvalifikationer og en bolig. Mange tidligere
DDR-borgere har været igennem Marienfelde, hvor der nu også er museum. Man
anslår at ca. 1,35 millioner mennesker passerede igennem lejren i Marienfelde
frem til murens fald i 1989.
Vestberlin var en torn i øjet på de såkaldte kommunistiske regimer, som ved
flere lejligheder forsøgte at få de vest-allierede til at rømme Berlin og dermed
lade den blive en del af DDR, men da det ikke lykkedes opførtes i 1961
Berlinmuren eller ”Antifaschistischer Schutzwall”, som den officielt hed i DDR.
"Notaufnahmelager" Marienfelde (flygtningelejr)
”Schandmauer” – eller skammens mur, som den blev kaldt i den vestlige
verden, kom til at omgærde hele Vestberlin.
Skammens dag – 13. august 1961 – var dagen hvor en 41 km lang mur blev
påbegyndt og de følgende år videreudviklet lige til murens fald i 1989