"Selvfølgelig stod der ikke noget i aviserne om de nazistiske bunkere. Det var i høj grad et tabubelagt emne, ligesom alt om nazitiden," forklarer Conrad. "Officielt var de netop ved at bygge et nyt boligkvarter." Fotografen opdagede selv kun bunkerruinen ved et tilfælde, da hans rute som buschaufførelev førte ham forbi den på Otto Grotewohl Strasse. "Min plads i bussen var hævet, så jeg kunne se over hegnet ind til byggepladsen," husker han. "Pludselig så jeg dette helt vanvittige landskab med enorme betonruiner, der havde været begravet i årtier, rage op af jorden." Da konstruktionen var fremhævet så det underjordiske kompleks nu ud, som om det var en overjordisk bunker. Hans fotografiske jagtinstinkt blev øjeblikkeligt vækket. Han forespurgte rundt om stedets historie, læste den lille tilgængelige information, han kunne finde om den underjordiske nazistiske bunker, og fik venner i Vesttyskland til at sende ham mere materiale. Han begyndte at hænge rundt på stedet og fotografere udefra betonfladen, det enorme graveudstyr og nogle af nedrivningssprængningerne. Han kontaktede også bygningsarbejdere, der forlod stedet, til en harmløs samtale. "Jeg var ved at dø efter at finde ud af, om de skulle have en særlig tilladelse for at være der," forklarer Conrad. Han var lettet over at erfare, at adgangen til byggepladsen ikke så ud til at være under særlig restriktiv kontrol. Det så ud til, at hans plan kunne virke.

En trappe ved det tidligere udenrigsministerium, befandt sig også på byggepladsen og den var også hyppigt besøgt af Conrad. - Foto Robert Conrad

Fotografering i frygt

Tingene gik glat til at starte med. Ved sit første besøg befandt Conrad sig i det nye rigskancellibunker. Han arbejdede hektisk, bekymret for, at han kunne blive fanget når som helst, og tog billeder af rustne ventilationsrør, flisebelagte vægge, pengeskabe og projektiler. Trods det hastværk, han skulle arbejde med, er Conrad kritisk over for sit arbejde som yngre fotograf. "Det var ikke mine bedste skud. I dag ville jeg gå til det meget mere systematisk," siger han. Men på det tidspunkt rettede han simpelthen sit kamera hvorhen han kunne. Det vigtigste var ikke at blive fanget. "Min største frygt var, at de ville antage, at jeg forsøgte at flygte," siger Conrad. Bekymringen var ikke urimelig, da stedet lå i umiddelbar nærhed af grænsen til Vestberlin. "Så vidt jeg vidste, løb dele af labyrinten af bunkers langs under Muren og strakte sig endda ind i dødsstriben." Alligevel fortsatte byggepladsen med at udøve sit tiltrækning på Conrad som et vanedannende stof. Da ingen lagde mærke til ham første gang, kom han igen. Og igen og igen, måske 30 gange i alt, selv om han ikke længere husker det præcist. Nogle gange gik der måneder mellem hans besøg, og nogle gange kun et par dage. Det var også et kapløb mod uret, da gravemaskinerne gravede dybere, og arbejderne fjernede mere armeret stål. Hvorfor var Conrad ikke i stand til at stoppe med at tage dertil? Han overvejer spørgsmådet, ser på lysbillederne spredt ud på lysboksen på sit kontor i Berlin, og siger så: "At være dernede og høre ekkoet af dine egne fodtrin, opdage ting fra et helt fjernt kapitel af historien - det var den følelse at rejse tilbage i tiden, der fascinerede mig så meget." Så han blev ved med at satse på lykken. Engang blev han skræmt halvt ihjel, da han pludselig stødte på en anden mand i Reichskanzlei-bunkeren. "Det var utroligt," siger han. "Han sad der så roligt som muligt med en minearbejderlampe og tegnede den dystre scene på et lille staffeli," siger Conrad. Var dette en beslægtet ånd, en anden person, der var interesseret i at fange arkitektur før dens ødelæggelse, uanset hvor foragtelig opførslen hos de mennesker, der oprindeligt konstruerede den? Den dag i dag er Conrad ikke sikker. "Vi snakkede sammen, men mistilliden var for stor," siger han. "Han turde ikke spørge mig, hvorfor jeg var der, og jeg turde heller ikke spørge ham." Det skabte en grotesk scene: To mænd, der tier af frygt for det kommunistiske diktatur, inde i en nazistisk bunker. Efter en kort pause fortsatte begge med deres arbejde, den ene med sit kamera og den anden med sit kul.