FR |
IT |
MT |
NL |
PL |
PT |
ES |
DE |
Berlin Führerbunker
Bagindgangen til Führerbunkeren i rigskancelliets have - Juli 1947.
Den nuværende Gertrud-Kolmar-Straße tidligere "In den Ministergärten"
"In den Ministergärten" nu Gertrud-Kolmar-Straße og området blev kendt som det administrative centrum for både Kongeriget Preussen og Hitlers tyske rige. Fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1945 var den hjemsted for mange vigtige regeringsbygninger, herunder Rigskancelliet, Udenrigsministeriet og Propaganda Ministeriet (Reichsministerium für Volksaufklärung und Propaganda).
Historien om Hitlers Bunker - Skilt opsat af "Berliner Untervelten" ved parkeringspladsen som skjuler resterne af bunkeren
Foreningen Berliner Untervelten blev stiftet den 22. maj 1997 for at forhindre yderligere bunkeranlæg i at blive ødelagt eller udfyldt under byggeboomet, der begyndte efter murens fald i 1989 og genforeningen i 1990.
Den Nye Rigskancellis underjordiske bunker, efter at den blev afdækket ved nedrivningsarbejde for at gøre plads til et nyt lejlighedskompleks i 1987. I 1938 gav Hitler Albert Speer ordre til at opføre nye bygninger, fordi det gamle rigskancelli var blevet for lille. - Foto Robert Conrad
Churchill besøgte ruinerne - Juli 1945
Forbidden Photos:
Hemmelige billeder af Hitlers BunkerAf Christoph Gunkel - Artikel fundet i "Spiegel International" og udgivet 04.06.2013, 17.44 Uhr
Fra 1987 risikerede Robert Conrad sin frihed da han i al hemmelighed fotografere Adolf Hitlers forfaldne bunker i det daværende østberlin. Forklædt som bygningsarbejder sneg han sig indenfor omkring 30 gange og først nu har han afsløret sit arbejde.
Practica kamera 35 mm
Mere eller mindre oversvømmede bunkerrum - Foto Robert Conrad
Robert Conrad vidste, at tingene kunne blive ubehagelige. Der var vagterne, eksplosionerne og de mørke tunneler. Han kunne nemt komme for tæt på en detonation, støde på en politibetjent og dermed ende i fængsel. Og alligevel tog Conrad i sommeren 1987 en bygningsarbejders overtræksdragt og en hjelm på og gemte sit kamera, en Praktica-model med et 35-millimeter vidvinkelobjektiv, i en læder- skuldertaske af den type, som mange arbejdere i Tyske Demokratiske Republik (DDR) på det tidspunkt havde. For at gøre sin forklædning mere ægte sørgede Conrad for, at en termokande kunne ses stikke ud af hans taske. Han ville være helt sikker på at ligne en almindelig bygningsarbejder. Således forklædt sneg fotografen sig op til hegnet omkring byggepladsen på Berlins Otto Grotewohl Strasse og klatrede over afspærringen. Da han først var inde, måtte han undertrykke trangen til at at løbe. "Jeg gik meget langsomt hen over stedet, som på æggeskaller, så ingen ville bemærke mig," husker han. Conrad var utryg. Hvor var indgangen til denne underverden af mørke betonruiner, der havde ligget begravet i årtier under Berlins gader? Ville han være i stand til at kravle ned i den berygtede "Führers bunker", hvor Adolf Hitler skød sig selv i april 1945?
1. Rustne stålskabe og tønder stående i vand inde i "Den nye Rigskanceli-bunker". - Foto Robert Conrad
Nu, omkring 26 år senere, holder Conrad et af de fotografiske dias, som han dengang tænksomt risikerede halsen for op til lyset og for at fjerne eventuelle misforståelser: "Jeg gik ikke til bunkerne på jagt efter relikvier eller af en eller anden hemmelig beundring for det nazistiske regime," siger han. Kontoret Conrad netop er flyttet til i Berlins Prenzlauer Berg-kvarter er stadig fyldt med duften af nylagte gulvbrædder. Den historiske bygnings stukloft blev renoveret få dage før og afslørede jugendstil fra 1905. Det er et passende rum for Conrad, en arkitektonisk fotograf med en passion for at forhindre, at gamle ting glemmes. I det væsentlige har Conrad og hans kamera gjort netop det i årtier. Allerede som teenager i 1980'erne rejste Conrad rundt i hele østtyskland og fotograferede de historiske bindingsværksbygninger, som landets Socialistiske Enhedsparti (SED) systematisk var ved at rive ned og erstatte med monotone præfabrikerede betonboligblokke. Som en form for protest mod at glemme historien, boede Conrad ulovligt i bygninger, der var berammet til nedrivning og så sig selv som en kronikør af regeringens mani for ødelæggelse. Det gav ham også mange problemer. Politiet afhørte ham i timevis, truede ham og gennemrodede hans lejlighed. At studere på universitetet var dengang udelukket for Conrad, så han klarede sig ved at udføre en række simple opgaver - og fortsatte trodsigt med at tage fotografier.
1. Et bunkerrum i Det Nye Rigskancelli. 2. Rustne stålskabe stående i vand inde i "Den nye Rigskanceli-bunker".- Foto Robert Conrad
Det var i denne tid, at de næsten glemte rester af nazisternes bunkerkompleks blev genopdaget i Berlin. I 1986 lagde den østtyske regering planer om at opføre et stort lejlighedskompleks på hjørnet af Vossstrasse og Otto Grotewohl Strasse, nu kendt som Wilhelmstrasse. For at de socialistiske boligblokke kunne lade sig realisere, skulle beton fra en mørkere fortid først rives ned. Grunden under byggepladsen viste sig ikke kun at indeholde Adolf Hitlers tidligere bunker, men også resterne af det beskyttelsesrum til luftangreb, der blev brugt af Neue Reichskanzlei eller New Reich Kancelli og udenrigsministeriet. Dette krævede udgravning af massive armerede betonvægge placeret op til otte meter (26 fod) dybt i jorden, som skulle fjernes og rives ned stykke for stykke, et besværligt foretagende. Den sejrende Røde Hær havde opgivet "Der Führers bunker" tilbage i 1947, efter sovjetiske soldater forsøgte at sprænge den i luften. De var i stand til at ødelægge kompleksets ventilationsskakte, kollapse indvendige vægge og endda få det fire meter tykke (13 fod tykke) bunkertag til at falde med 40 centimeter (15 tommer) ved eksplosionens kraft, men resten holdt. Dette blev efterfulgt af yderligere eksplosioner 12 år senere, men så fyldte den østtyske regering også indgangene til ruinen af Hitlers bunker, dumpede forurenet jord på toppen af stedet og lod græs vokse over det hele i sætningens sandeste betydning. Sådan forblev tingene indtil byggeprojektet, der begyndte i 1986.
1. Udsigt fra byggepladsen på Otto Grotewohl Strasse (nu Wilhelmstrasse) til bygninger fra det tidligere nazistiske ministerium for offentlig oplysning og propaganda, der overlevede krigen. I de sidste uger af Anden Verdenskrig trak minister Joseph Goebbels sig tilbage med sin familie ind i Hitlers nabobunker, hvor de senere begik selvmord. 2. Byggepladsen - Foto Robert Conrad
"Selvfølgelig stod der ikke noget i aviserne om de nazistiske bunkere. Det var i høj grad et tabubelagt emne, ligesom alt om nazitiden," forklarer Conrad. "Officielt var de netop ved at bygge et nyt boligkvarter." Fotografen opdagede selv kun bunkerruinen ved et tilfælde, da hans rute som buschaufførelev førte ham forbi den på Otto Grotewohl Strasse. "Min plads i bussen var hævet, så jeg kunne se over hegnet ind til byggepladsen," husker han. "Pludselig så jeg dette helt vanvittige landskab med enorme betonruiner, der havde været begravet i årtier, rage op af jorden." Da konstruktionen var fremhævet så det underjordiske kompleks nu ud, som om det var en overjordisk bunker. Hans fotografiske jagtinstinkt blev øjeblikkeligt vækket. Han forespurgte rundt om stedets historie, læste den lille tilgængelige information, han kunne finde om den underjordiske nazistiske bunker, og fik venner i Vesttyskland til at sende ham mere materiale. Han begyndte at hænge rundt på stedet og fotografere udefra betonfladen, det enorme graveudstyr og nogle af nedrivningssprængningerne. Han kontaktede også bygningsarbejdere, der forlod stedet, til en harmløs samtale. "Jeg var ved at dø efter at finde ud af, om de skulle have en særlig tilladelse for at være der," forklarer Conrad. Han var lettet over at erfare, at adgangen til byggepladsen ikke så ud til at være under særlig restriktiv kontrol. Det så ud til, at hans plan kunne virke.
En trappe ved det tidligere udenrigsministerium, befandt sig også på byggepladsen og den var også hyppigt besøgt af Conrad. -
Foto Robert Conrad
Fotografering i frygt
Tingene gik glat til at starte med. Ved sit første besøg befandt Conrad sig i det nye rigskancellibunker. Han arbejdede hektisk, bekymret for, at han kunne blive fanget når som helst, og tog billeder af rustne ventilationsrør, flisebelagte vægge, pengeskabe og projektiler. Trods det hastværk, han skulle arbejde med, er Conrad kritisk over for sit arbejde som yngre fotograf. "Det var ikke mine bedste skud. I dag ville jeg gå til det meget mere systematisk," siger han. Men på det tidspunkt rettede han simpelthen sit kamera hvorhen han kunne. Det vigtigste var ikke at blive fanget. "Min største frygt var, at de ville antage, at jeg forsøgte at flygte," siger Conrad. Bekymringen var ikke urimelig, da stedet lå i umiddelbar nærhed af grænsen til Vestberlin. "Så vidt jeg vidste, løb dele af labyrinten af bunkers langs under Muren og strakte sig endda ind i dødsstriben." Alligevel fortsatte byggepladsen med at udøve sit tiltrækning på Conrad som et vanedannende stof. Da ingen lagde mærke til ham første gang, kom han igen. Og igen og igen, måske 30 gange i alt, selvom han ikke længere husker det præcist. Nogle gange gik der måneder mellem hans besøg, og nogle gange kun et par dage. Det var også et kapløb mod uret, da gravemaskinerne gravede dybere, og arbejderne fjernede mere armeret stål. Hvorfor var Conrad ikke i stand til at stoppe med at tage dertil? Han overvejer spørgsmålet, ser på lysbillederne spredt ud på lysboksen på sit kontor i Berlin, og siger så: "At være dernede og høre ekkoet af dine egne fodtrin, opdage ting fra et helt fjernt kapitel af historien - det var den følelse at rejse tilbage i tiden, der fascinerede mig så meget." Så han blev ved med at satse på lykken. Engang blev han skræmt halvt ihjel, da han pludselig stødte på en anden mand i Reichskanzlei-bunkeren. "Det var utroligt," siger han. "Han sad der så roligt som muligt med en minearbejderlampe og tegnede den dystre scene på et lille staffeli," siger Conrad. Var dette en beslægtet ånd, en anden person, der var interesseret i at fange arkitektur før dens ødelæggelse, uanset hvor foragtelig opførslen hos de mennesker, der oprindeligt konstruerede den? Den dag i dag er Conrad ikke sikker. "Vi snakkede sammen, men mistilliden var for stor," siger han. "Han turde ikke spørge mig, hvorfor jeg var der, og jeg turde heller ikke spørge ham." Det skabte en grotesk scene: To mænd, der tier af frygt for det kommunistiske diktatur, inde i en nazistisk bunker. Efter en kort pause fortsatte begge med deres arbejde, den ene med sit kamera og den anden med sit kul.
Disse blottede elementer af bunkerne er indrammet af det tidligere nazistiske ministerium for offentlig oplysning og propaganda og et østtysk statsforlag i en anden bygning, som tidligere blev brugt af nazisterne - Foto Robert Conrad
Konfiskeret Film
Efter et par besøg fandt Conrad endelig indgangen til den berygtede bunker,
hvor Hitler og hans inderkreds barrikaderede sig, da Den Røde Hær nåede Berlin. Komplekset bestod af den
første bunker bygget i 1935 og derefter den egentlige, langt mere bombesikre "Führer-bunker", som først
stod færdig i 1944. Men Conrad var skuffet over det, han fandt. Intet af det han så i bunkerkomplekset
indeholdt de "den oprindelige atmosfære af sindssyge", han havde håbet at se. "Alt for mange allierede
soldater og nysgerrige berlinere havde allerede været igennem den i de første
år efter krigen, og alle
tog souvenirs," forklarer han.
Conrad fandt dog nogle genstande: rådnende møbler, projektiler, epaulet af en højtstående Wehrmacht-officer,
en gasmaske og nogle tomme mousserende vinflasker. Men selve "Führerbunkeren", der blev bygget fra 1943 til
1944, var så oversvømmet med vand, at det næsten ikke var muligt at komme ind. Det bestod også nu kun af
et
stort rum, da den sovjetiske hærs nedrivningssprængninger havde brudt de indvendige vægge ned. I den første
bunker, den der blev bygget i 1935, mente Conrad, at han havde fundet det rum, hvor Magda Goebbels forgiftede
sig selv og sine børn med cyanid kort før krigens afslutning. "Køjesengene var halvvejs kollapsede, rustne og
stående i grundvandet," siger han.
Det var efter dette besøg, at Conrad blev fanget for første gang. Politiet undersøgte indholdet af hans
læderskuldertaske, visiterede ham ned og fandt hurtigt den film, han havde gemt i sine sokker. Men til hans
overraskelse gav de ham forholdsvis få problemer. De anklagede ham heller ikke for at forsøge at undslippe
østtyskland. "De forstod ikke rigtig, hvad jeg lavede dernede, de sagde bare til mig, at jeg skulle stoppe
det pjat," siger han. Men Conrad stoppede ikke. Faktisk blev den falske bygningsarbejder fanget fire gange
mere og fik i alt konfiskeret et dusin ruller film.
Conrad tog også billeder af nedrivningsarbejdet på stedet udefra. Her opstår røgskyer
efter eksplosioner, der benyttedes til at rydde området til til brug for nybyggeri. - Foto Robert Conrad
En drøm går i opfyldelse Så, i 1989, var det hele slut. Flytningsarbejdet sluttede, og
resten af "Führerens bunker" - gulvet og ydervæggene - blev fyldt ud med murbrokker, sand og grus.
Blot et par måneder senere faldt endnu en massiv betonkonstruktion - Berlinmurens fald gjorde Conrads
drøm om at studere arkitektur, som blev nægtet ham i DDR, endelig mulig.
I sin fritid forblev Conrad dog tro mod sin gamle passion. Den dag i dag opsøger han fortabte verdener
og fotograferer forladte barakker, boligblokke og fabrikker, kort før de bliver revet ned. I disse dage
behøver han dog ikke længere at forklæde sig som bygningsarbejder.
Denne artikel dukkede oprindeligt op på tysk på einestages.de, SPIEGEL ONLINEs historieportal.
Oversat fra tysk af Ella Ornstein og til dansk af mig.
Byggepladsen
U-bahn:
Mohrenstraße eller Unter den Linden
Links til:
Historien om Hitlers Bunker
Berlin er altid et besøg værd - sommer eller vinter - men hvor skal man tage hen? Her kommer nogle lidt anderledes og meget forskellige forslag til steder, jeg selv holder af at komme.