Byggeriet begyndte den 8. maj 1907. I 1909 blev der underskrevet en lejekontrakt mellem den kongelige regering og en lokal forretningsmand, Frankenthal fra Nikolassee. Freibad Wannsee, som den hed, bestod dengang af en strand for mænd og en for kvinder, begge 65 meter lange, adskilt af familieafdelingen, der tilbød 350 meter strand. Sektionerne var adskilt med plankeværk. Telte var rejst ved foden af den stejlere skråning mod skoven, hvilket tjente som omklædningsfaciliteter.

Efter første Verdenskrig steg strandens betydning, ikke kun blandt Berlins befolkning, men også for de omkringliggende samfund. Efter det private lejemåls ophør overtog Berlin kommune, og virksomheden blev en del af den kommunale skovservice, grundet beliggenheden i Grunewald. Samme år, 1924, blev teltene erstattet af stråtægte pavilloner, og de hidtil manglede sanitæte faciliteter blev forbedret. Området blev udvidet til 800 meter og var åbent året rundt, hvilket gjorde faciliteterne tilgængelige for vinterbadere og skatere. Fremmødet steg, især efter at S-Bahn fra nærliggende Potsdam til Erkner blev åbnet. Et år talte 900.000 besøgende.

I 1926 lettede de nye nærliggende stationer, Nikolassee og Wannsee, adgangen til stranden, og de eksisterende faciliteter var ikke længere tilstrækkelige. Planer om at opføre en permanent bygning påstedet var kommet frem allerede i 1910 af Martin Wagner, senere kommunal byggedirektør, men var blevet forsinket på grund af første Verdenskrig. Nu pålagde Berlin kommune den samme Martin Wagner og kollega Richard Ermisch, begge ansatte i byens administration og erfarne i offentligt byggeri, at planlægge et storstilet forbedringsprojekt. Byggeriet begyndte i 1929, og åbningen af de nye bygninger skete allerede et år senere i 1930.

Den store depression kompromitterede udførelsen af de planer, Wagner og Ermisch havde lavet. I første omgang havde budgettet været et beløb på 5 millioner Reichsmark, der skulle være brugt på yderligere fem af de to-etagers haller, samt en stor, cirkulær hovedrestaurant, en mole med café en lystbådehavn. og et friluftsteater. Desuden var der tænkt på et kurbad, en børnehave og en pension. Af alt dette blev kun det eksisterende kompleks med fire strukturer realiseret, og først efter at kommunen havde besigtiget stedet for at forsikre sig om, at det meste af det reducerede projekt allerede var bygget og ikke ville kræve meget yderligere arbejde. Dog blev der tilført yderligere omkring 2 millioner Reichsmark.

I årene efter steg besøgstallet enormt, ikke mindst fordi berlinerne ønskede at se deres nye offentlige bad. Den stigende nazisme med tilhørende voldelige kampe mellem forskellige politiske grupperinger på stranden, medførte dog at flere og flere efterhånden afstod fra at besøge området.

I 1938 blev det forbudt for jøder at få adgang og det ikke-nazistiske personale blev erstattet af partimedlemmer. Endvidere blev underholdningen leveret af orkestre fra Wehrmacht og SA.

Under Anden Verdenskrig blev strandparken en meget kærkommen adspredelse i de svære tider.