Guillotinen kort efter krigen

Jeg kan huske første gang, jeg besøgte stedet. Det var i slutningen af 70´erne og allerede på vej ind i bygningen følte jeg at nakkehårene rejste sig og at uhyggen var til at skære i. Skulle jeg have været i tvivl om, hvad det var for et sted, så forduftede tvivlen med det samme. Den gang var stedet hverken lyst venligt eller imødekommende. Det var råt og brutalt, som det var da ugerningerne blev begået.

Kort fortalt bryder jeg mig ikke om, hvad man har omdannet stedet til. Jeg tænker, det er udmærket, at vi til tider bliver mindet om, hvad der er sket på steder som i Plötzenssee. Og det at vi nærmest kan føle den ondskab, der har udspillet sig der, hjælper os til at forstå, at det aldrig må ske igen. Af samme årsag mener jeg også, at det er en misforståelse, at børn skal kunne komme med alle steder. Det skal de IKKE.