Berlin - Gedenkstätte Plötzensee

Andre seværdige steder og udflugtsmål i andre lande:

FR

IT

MT

NL

PL

PT

ES

DE


Link: Værd at besøge i Berlin

Berlin - Gedenkstätte Plötzensee

Gedenkstätte Plötzensee

Fra 1933 til 1945 blev 2.891 personer henrettet i Plötzensee fængslet i Berlin. I dag kan cellerne og et lille dokumentationszentrum besøges.

Det er dog efterhånden mere end svært at forestille sig, at dette ”Gedänkstätte” tidligere var et af de allermest grusomme steder på jorden, hvor blodet havde flydt, mennesker var blevet henrettet på stribe og deres lidelser optaget til brug for underholdning. Nu om dage er stedet smagfuldt indrettet med et par velplacerede kranse og malet i en venlig moderne lys farve, som gør det venligt og imødekommende - Et udflugtsmål hvor børnefamilier er velkomne og kan føle sig trygge.

Guillotinen kort efter krigen

Jeg kan huske første gang, jeg besøgte stedet. Det var i slutningen af 70´erne og allerede på vej ind i bygningen følte jeg at nakkehårene rejste sig og at uhyggen var til at skære i. Skulle jeg have været i tvivl om, hvad det var for et sted, så forduftede tvivlen med det samme. Den gang var stedet hverken lyst venligt eller imødekommende. Det var råt og brutalt, som det var da ugerningerne blev begået.

Kort fortalt bryder jeg mig ikke om, hvad man har omdannet stedet til. Jeg tænker, det er udmærket, at vi til tider bliver mindet om, hvad der er sket på steder som i Plötzenssee. Og det at vi nærmest kan føle den ondskab, der har udspillet sig der, hjælper os til at forstå, at det aldrig må ske igen. Af samme årsag mener jeg også, at det er en misforståelse, at børn skal kunne komme med alle steder. Det skal de IKKE.

Gedenkstätte Plötzensee

De første 3 år brugte bødlen økse til at hugge hovedet af 45 fanger. Frem til 1939 blev der anvendt guillotine. Herefter blev der anvendt galge, hvor 8 personer kunne hænges samtidigt. I fænglset blev 90 personer, der var en del af attentatet mod Hitler den 20. juli 1944, henrettet. Den sidste så sent som 9. april 1945.

I Plötzensee-fængslet blev mindst 55 medlemmer af den Rote Kapelle (Den Røde Kapel) henrettet mellem 1942 og 1943, primært ved hængning eller guillotinering. Gruppen var en løst netværk af antifascister, kommunister, intellektuelle og sovjetiske agenter, der modarbejdede naziregimet.

Kendte henrettede medlemmer af 'Rote Kapelle' i Plötzensee

Henrettet ved guillotinering (1942–1943):

Mildred Harnack (16. februar 1943) – Amerikansk-tysk litteraturforsker.

Liane Berkowitz (5. august 1943) – Kun 19 år, gravid ved anholdelsen, fødte i fængsel.

Libertas Schulze-Boysen (22. december 1942) – Kunsthistoriker og aktivist.

Elisabeth Schumacher (22. december 1942) – Grafiker og modstandskvinde.

Maria Terwiel (5. august 1943) – Katolsk modstandskvinde.

Rose Schlösinger (5. august 1943) – Socialarbejder og modstandskvinde.

Cato Bontjes van Beek (5. august 1943) – Modstandskvinde, kun 22 år.

John Graudenz (13. maj 1943) – Journalist og sovjetisk agent.

Ilse Stöbe (22. december 1942) – Journalist og modstandskvinde.

Henrettet ved hængning (1942–1943):

Harro Schulze-Boysen (22. december 1942) – Luftwaffe-officer og central figur i gruppen.

Arvid Harnack (22. december 1942) – Økonom og Mildred Harnacks mand.

Kurt Schumacher (22. december 1942) – Skulptør og kommunist.

Hans Coppi (22. december 1942) – Radiooperatør for den sovjetiske efterretning.

Wilhelm Guddorf (13. maj 1943) – Journalist og kommunist.

Walter Husemann (13. maj 1943) – Forfatter og kommunist.

 

Prominente ’ikke-Rote Kapelle-modstandsfolk’, der blev henrettet i Plötzensee-fængslet:

1. 20. juli-attentatets konspiratorer: (Henrettet ved langsom hængning med piano-streng i 1944–1945)

Erwin von Witzleben (Generalfeltmarskal) - Hængt 8. august 1944 – Henrettelsen blev filmet for nazistisk propaganda. Fik en læderkrave for at forhindre, at han brækkede nakken, hvilket forlængede lidelsen.

Ulrich Wilhelm Graf Schwerin von Schwanenfeld - Hængt 8. september 1944 – En aristokratisk officer, der hadede nazismen.

Albrecht Theodor Mertz von Quirnheim - Hængt 8. august 1944 – En nøglefigur i kupforsøget mod Hitler.

Adam von Trott zu Solz o Hængt 26. august 1944 – Diplomat, der forsøgte at få vestlig støtte til modstanden.

Metode: De blev hængt i løkker af ståltråd eller piano-streng for at gøre døden langsom og pinefuld. Henrettelserne blev ofte udført i sekvens (flere om dagen) for at maksimere terrorvirkningen.

2. Kreisau-kredsen (kristelig-intellektuel modstand) (Henrettet ved hængning i 1945)

Helmuth James Graf von Moltke - Hængt 23. januar 1945 – Jurist og pacifist, grundlægger af Kreisau-kredsen. - Skrev et berømt afskedsbrev til sin kone før henrettelsen.

Alfred Delp (Jesuitpræst) - Hængt 2. februar 1945 – Tortureret, men nægtede at forråde andre. Blev nægtet sidste nadver af nazisterne, men en medfange smuglede en 'velsignet oblat' ind til ham.

Metode: - Standard hængning, men ofte efter måneders tortur og isolationsfængsling.

3. Socialistiske og fagforeningsmodstandere:

Julius Leber (Socialdemokrat) - Hængt 5. januar 1945 – Tidligere rigsdagsmedlem, knyttet til 20. juli-gruppen.

Carl Friedrich Goerdeler (Tidligere borgmester af Leipzig) - Hængt 2. februar 1945 – Skrev en sidste erklæring, der blev smuglet ud af fængslet.

4. Andre enkeltstående modstandere:

Cato Bontjes van Beek (Ikke-Rote Kapelle, men antifascistisk modstandskvinde) - Guillotineret 5. august 1943 – 22 år gammel, arresteret for at hjælpe jøder.

Elisabeth von Thadden (Pædagog og modstandskvinde) - Hængt 8. september 1944 – Dømt for at hjælpe jøder og kritisere Hitler.  

 

Flest henrettelser fandt sted i december 1942 og maj-august 1943. Kvinder udgjorde en stor del – mindst 18 kvinder blev henrettet.

 

Urnen, der indeholder aske fra alle de tyske kz-lejre

Gedenkstätte Plötzensee har oprettet en online-database med data på alle de 2892 henrettede i

Plötzensee under nazismen

Adresse:

Gedenkstätte Plötzensee

Hüttigpfad

13627 Berlin-Charlottenburg-Wilmersdorf

Åbningstider:

Marts - oktober dagligt: 9.00 - 17.00

November - februar dagligt: 9.00 - 16.00

 

Offentlige transportmidler:

U-Bahnhof Turmstraße eller S-Bahnhof Beusselstraße

Efterfølgende Bus 123 til "Gedenkstätte Plötzensee" (3 Minuten til fods)

Link:

Gedenkstätte Plötzensee

Gedenkstätte Plötzensee - Nazisternes henrettelsesplads i Berlin

De henrettede i Plötzensee

Berlin er altid et besøg værd - sommer eller vinter - men hvor skal man tage hen? Her kommer nogle lidt anderledes og meget forskellige forslag til steder, jeg selv holder af at komme.


Berlin Coat of Arms

Berlins våbenskjold ca. år 1700


Interessante steder

A B C

Beelitz-Heilstätten - Gammelt hospital

Bendlerblock - Mindesmærke og museum

Berlin Untervelten - Berlins "underverden"

Bernauer Straße - Om Berlinmuren m.m.

Bornholmer Straße - Tidligere grænseovergang øst/vest

Boxhagener Platz - Grønt område og loppemarked

D E F

Europacenter - Indkøbscenter m.m.

Flakturm Humboldthein - Bunkeranlæg WW2

Flughafen Berlin Brandenburg - Trafikeret lufthavn

Flughafen Berlin Tempelhof - Nu grønt område.

Flugttunneller mellem Øst- og Vestberlin - Kold krig

Friedhof Invalidenhof - Soldater kirkegård

Führerbunker - Bunkerens historie. Primært efterkrigstiden.

Ikke færdigt endnu

Ikke færdigt endnu

G H I J K

Gamle Danske Ambassade - Tiergarten

Gedenkstätte Plötzensee - Mindesmærke

Glienicker Brücke - Mellem Øst/Vest

Hochbunker Pallasstraße - Bunker i centrum

Friedhof Weißensee - Jødisk kirkegård

Karlshorst - Tysk-russisk museum

L M N O P Q R S

Majakowskiring – DDR elite i Pankow

Prenzlauer Berg – Kvarter i Berlin

Rathaus Schöneberg – JFK tale

Schwerbelastungskörper – Trykmåder

Friedhof Grunewald-Forst – Kirkegård for selvmordere

SS-beboelser – Zehlendorf

S T U V X Y Z

Stasimuseum - Grønt område og loppemarked

Teufelsberg - NSA i Grunewald

Tiergarten - De Nordiske Ambassader

Tiergarten - Siegessäule - 67 meter høj sejrssøjle

Villa Riefenstahl - Leni Riefenstahls hus

Zionskirche Prenzlauerberg - Hvor Bonhoeffer prædikede

Rekreative områder:

Grunewald
- Berlins grønneste område

Strandbad Wannsee
- Europas største søbad

Tempelhofer Park
- Tidligere Tempelhof Flughafen

Tiergarten
- Berlins største bypark

Volkspark Friedrichshain
- Rekreativt område

Volkspark Jungfernheide
- Rekreativt område

Mad og drikke:

Biergarten am Neuen See - In the Tiergarten.

Biergarten Prater - Fra 1837 og den ældste.

Biergarten Schleusenkrug - Biergarten im Tiergarten.

Mustafa’s Gemüse Kebap - Kendt over hele Berlin.

Restaurant Zillemarkt - Desværre lukket nu.

Zur letzten Instanz - Ældste restaurant i Berlin.

En anbefaling

Postcard Berlin, Sebastianstraße, Berliner Mauer

Genvej til primært postkort af Berlinmuren

Berlin's vartegn er en bjørn

Lidt historie om Berlinmuren 13. august 1961 - 9. november 1989

Historien om Berlinmurens opførelse er lang og tager sin begyndelse i opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig, hvor de fire sejrherrer og allierede - Sovjetunionen, USA, England og Frankrig opdelte landet imellem sig. Hovedstaden Berlin hvorfra de allierede i fællesskab skulle styre det besejrede Tyskland, blev ligeledes inddelt i fire besættelseszoner, som hver enkelt allieret styrede dog i overensstemmelse med de overordnede aftaler de fire allierede i fællesskab havde indgået med hinanden.

Men ægteskabet var ikke lykkeligt og kort fortalt blev uoverensstemmelserne mellem på den ene side USA, England og Frankrig og på den anden side Sovjetunionen så store, at samarbejde var næsten umuligt. Dette resulterede i at Sovjetunionen oprettede staten DDR, hvor Vestberlin kom til at befinde sig som en øde ø.

I DDR havde man dog det problem, at mange af dets indbyggere hellere ville bo i det noget rigere ”vesten”, hvor amerikanerne i modsætning til russerne ydede økonomisk hjælp til genopbygningen efter Hitlers "totale krig”. I de sovjetisk besatte tyske områder afmonterede russerne i stedet det meste af produktionsudstyret og flyttede det til Sovjetunionen og for at gøre ondt værre, pålagde man så også tyskerne at betale krigsskades-erstatninger.

Da flugten fra DDR tiltog og ofte med flere tusinde personer om dagen, følte det daværende styre i DDR sig nødsaget til med Sovjetunionens accept, at indespærre sin befolkning for ellers ville der i løbet af få år være så få tilbage, at staten reelt ikke længere ville kunne fungere. Flugten til vesten blandt unge, faglærte og højtuddannede var så stor, at situationen var uholdbar og noget måtte gøres.
DDR havde ellers lovet sin befolkning, at efter nogle hårde år med slid og slæb, ville belønningen komme, men da man ikke mindst via vestlig TV kunne se, hvordan nationen reelt faldt mere og mere bagud i forhold til vesten, begyndte mange at tvivle på sandhedsværdien af udsagnet. Af samme årsag begyndte store dele af befolkningen, at sive til vesten og dette kunne lettest ske via Berlin, hvor grænserne mellem de forskellige sektorer stadig var åbne.

Når en DDR-borger havde besluttet sig for at blive ”republikflygtning” klædte han/ hun sig typisk om, således at de lignede personer fra vesten for så efterfølgende at tage toget til Berlin, hvis man ikke allerede boede der. I Berlin skulle man så f.eks. videre med ”U-bahn” til Vestberlin. Under en sådan flugt, kunne der ikke medtages bagage af betydning, da man let ville blive genkendt, som det man var – flygtning - og der efter hevet med på stationen til afhøring og fængsel. Selv om der var fri passage til Vestberlin var der posteret mange østtyske grænsevagter som stort set udelukkende havde til opgave at holde øje med eventuelle flygtninge.

Historien om Berlinmuren

Det ikoniske foto af soldaten, der flygtede fra DDR

Velkommen til Vestberlin skulle man melde sig i f.eks. flygtningelejren Marienfelde for at ansøge om opholdstilladelse. Her blev man afhørt og senere typisk visiteret til et job efter kvalifikationer og en bolig. Mange tidligere DDR-borgere har været igennem Marienfelde, hvor der nu også er museum. Man anslår, at ca. 1,35 millioner mennesker passerede igennem lejren i Marienfelde frem til murens fald i 1989.

Vestberlin var en torn i øjet på de såkaldte kommunistiske regimer, som ved flere lejligheder forsøgte at få de vest-allierede til at rømme Berlin og dermed lade den blive en del af DDR, men da det ikke lykkedes opførtes i 1961 Berlinmuren eller ”Antifaschistischer Schutzwall”, som den officielt hed i DDR.

Notaufnahmelager Marienfelde

Notaufnahmelager Marienfelde (flygtningelejr)

”Schandmauer” – eller skammens mur, som den blev kaldt i den vestlige verden, kom til at omgærde hele Vestberlin.

Skammens dag – 13. august 1961 – var dagen hvor en 41 km lang mur blev påbegyndt og de følgende år videreudviklet lige til murens fald i 1989.

Berlinmuren

Man anslår, at der skulle ca. 14.000 grænsesoldater til at bevogte muren – som i øvrigt bestod af flere - selv om der var udlagt 860.000 miner, opsat over 300 vagttårne, anlagt løbegrave og udsat mere end 600 veltrænede vagthunde.

I hele perioden fra 1961 – 1989 anslår man, at der var mere end 5000 flugtforsøg og at lidt mere end 3000 personer blev pågrebet. En del af disse flugtforsøg skete gennem de 57 flugttunneller, der blev gravet under Berlinmuren. I alt formodes det at 190 døde under flugtforsøg.

2. Verdenskrig og Berlinmuren - selv efter demontering - har selvfølgelig sat sit præg på byen Berlin og ingen tvivl om at disse begivenheder har haft en kolossal historisk betydning, men man skal ikke glemme, at Berlin også er en yderst interessant og en moderne storby, hvor livet leves og hvor de kulturelle tilbud er legio.