Historien om Berlinmurens opførelse er lang og tager sin begyndelse i opdelingen af Tyskland efter 2. verdenskrig, hvor de fire sejrherrer og allierede - Sovjetunionen, USA, England og Frankrig opdelte landet imellem sig. Hovedstaden Berlin hvorfra de allierede i fællesskab skulle styre det besejrede Tyskland, blev ligeledes inddelt i fire besættelseszoner, som hver enkelt allieret styrede dog i overensstemmelse med de overordnede aftaler de fire allierede i fællesskab havde indgået med hinanden.

Men ægteskabet var ikke lykkeligt og kort fortalt blev uoverensstemmelserne mellem på den ene side USA, England og Frankrig og på den anden side Sovjetunionen så store, at samarbejde var næsten umuligt. Dette resulterede i at Sovjetunionen oprettede staten DDR, hvor Vestberlin kom til at befinde sig som en øde ø.

I DDR havde man dog det problem, at mange af dets indbyggere hellere ville bo i det noget rigere ”vesten”, hvor amerikanerne i modsætning til russerne ydede økonomisk hjælp til genopbygningen efter Hitlers "totale krig”. I de sovjetisk besatte tyske områder afmonterede russerne i stedet det meste af produktionsudstyret og flyttede det til Sovjetunionen og for at gøre ondt værre, pålagde man så også tyskerne at betale krigsskades-erstatninger.

Da flugten fra DDR tiltog og ofte med flere tusinde personer om dagen, følte det daværende styre i DDR sig nødsaget til med Sovjetunionens accept, at indespærre sin befolkning for ellers ville der i løbet af få år være så få tilbage, at staten reelt ikke længere ville kunne fungere. Flugten til vesten blandt unge, faglærte og højtuddannede var så stor, at situationen var uholdbar og noget måtte gøres.
DDR havde ellers lovet sin befolkning, at efter nogle hårde år med slid og slæb, ville belønningen komme, men da man ikke mindst via vestlig TV kunne se, hvordan nationen reelt faldt mere og mere bagud i forhold til vesten, begyndte mange at tvivle på sandhedsværdien af udsagnet. Af samme årsag begyndte store dele af befolkningen, at sive til vesten og dette kunne lettest ske via Berlin, hvor grænserne mellem de forskellige sektorer stadig var åbne.

Når en DDR-borger havde besluttet sig for at blive ”republikflygtning” klædte han/ hun sig typisk om, således at de lignede personer fra vesten for så efterfølgende at tage toget til Berlin, hvis man ikke allerede boede der. I Berlin skulle man så f.eks. videre med ”U-bahn” til Vestberlin. Under en sådan flugt, kunne der ikke medtages bagage af betydning, da man let ville blive genkendt, som det man var – flygtning - og der efter hevet med på stationen til afhøring og fængsel. Selv om der var fri passage til Vestberlin var der posteret mange østtyske grænsevagter som stort set udelukkende havde til opgave at holde øje med eventuelle flygtninge.

Det ikoniske foto af soldaten, der flygtede fra DDR

Velkommen til Vestberlin skulle man melde sig i f.eks. flygtningelejren Marienfelde for at ansøge om opholdstilladelse. Her blev man afhørt og senere typisk visiteret til et job efter kvalifikationer og en bolig. Mange tidligere DDR-borgere har været igennem Marienfelde, hvor der nu også er museum. Man anslår, at ca. 1,35 millioner mennesker passerede igennem lejren i Marienfelde frem til murens fald i 1989.

Vestberlin var en torn i øjet på de såkaldte kommunistiske regimer, som ved flere lejligheder forsøgte at få de vest-allierede til at rømme Berlin og dermed lade den blive en del af DDR, men da det ikke lykkedes opførtes i 1961 Berlinmuren eller ”Antifaschistischer Schutzwall”, som den officielt hed i DDR.

Notaufnahmelager Marienfelde (flygtningelejr)

”Schandmauer” – eller skammens mur, som den blev kaldt i den vestlige verden, kom til at omgærde hele Vestberlin.

Skammens dag – 13. august 1961 – var dagen hvor en 41 km lang mur blev påbegyndt og de følgende år videreudviklet lige til murens fald i 1989.

Man anslår, at der skulle ca. 14.000 grænsesoldater til at bevogte muren – som i øvrigt bestod af flere - selv om der var udlagt 860.000 miner, opsat over 300 vagttårne, anlagt løbegrave og udsat mere end 600 veltrænede vagthunde.

I hele perioden fra 1961 – 1989 anslår man, at der var mere end 5000 flugtforsøg og at lidt mere end 3000 personer blev pågrebet. En del af disse flugtforsøg skete gennem de 57 flugttunneller, der blev gravet under Berlinmuren. I alt formodes det at 190 døde under flugtforsøg.

2. Verdenskrig og Berlinmuren - selv efter demontering - har selvfølgelig sat sit præg på byen Berlin og ingen tvivl om at disse begivenheder har haft en kolossal historisk betydning, men man skal ikke glemme, at Berlin også er en yderst interessant og en moderne storby, hvor livet leves og hvor de kulturelle tilbud er legio.

Wanted

---

Tilbage til top
Back to top