En dag tog hun afsted for at lede efter noget mad og kærlighed hos en slægtning til hende, der boede i byen. Men hun fandt ikke den kærlighed, hun søgte, fordi denne slægtning ikke ønskede at vide noget af hende, og da hun ikke havde nogen steder at tage hen, boede hun på gaden. For hver dag blev hun mere alene og om natten bad hun til sin mor. Uden mad og uden kærlighed var denne unge kvinde en dag så syg af smerte og nød, at hun måtte erkende, hun var ved at dø. Af samme årsag vendte hun tilbage til sit Acebuchal, fordi hun ville dø hjemme, hvor både forældre og søskende havde været glad for hende.

Hun ankom om natten, så ingen ville opdage hende. Da hun åbnede døren til sit hus sagde hun: ”Mor, far, jeg er her, jeg kommer, fordi jeg vil være sammen med jer, og jeg vil aldrig være alene igen”. Et par dage senere fandt nogle slægtninge hende og tog hende med til Frigiliana, hvor de begravede hende i jorden. Efter fem år kom de igen for at fjerne hendes jordiske rester, da stedet skulle benyttes til at begrave en anden person, der var død i byen. Til graverens store overraskelse var den unge kvinde i kisten lige som den dag, hvor han begravede hende. Dødsskræmt korsede han sig og troede, det var et mirakel. Sammen med en anden mand, der plejede at hjælpe ham med arbejdet, besluttede de, at liget af den unge kvinde skulle placeres på det marmorbord, der var på kirkegården til brug for obduktioner. De to mænd gik derefter skræmte til døde i gang med at lede efter præsten Blanca, som opholdte sig på den anden side af byen. Efter at have lyttet til de to bange mænd, besluttede præsten at følge dem til eremitagen i San Sebastian. Da præsten troede det var sandt, hvad de to mænd havde fortalt ham, sagde han, at ingen andre måtte vide, hvad de havde set der, og slet ikke familien. Derefter lagde de atter den unge kvinde i en trækasse og lukkede den, som om det var en pakke, og præsten kontaktede biskoppen af ​​Malaga, som gav ham instrukser om straks at overføre liget til Vélez Malaga, til Karmeliterklosteret.

Det siges, at den eneste mand med et muldyr, der var ledig den dag i Frigiliana, ved et tilfælde var Manuel, der var den unge kvindes første fætter. Manuel fik at vide, at kassen indeholdt ting fra kirken, som han skulle aflevere i Karmeliterklosteret inden næste morgen. Da han på sin vej krydsede en mark, hørte han pludselig en stemme, der kaldte hans navn. Han stoppede et øjeblik for at lytte til kvindestemmen, der sagde: Skynd dig Manuel, vi bliver våde. Den stakkels bange mand kiggede fra side og til side, men der var ingen. Der var kun ham og muldyret med pakkerne. Han kiggede op på himlen, der var fyldt med stjerner, men det var alt foruden ham selv og muldyret med pakkerne. Da han så atter kiggede op på himlen med alle stjernerne og uden at se en eneste sky, troede han, at det bare havde været hans fantasi, og fortsatte på sin vej.

Men det siges, at da det var ved at blive dag, og der var knap var et par kilometer til Velez Malaga, blev det pludselig overskyet, og en storm af regn og hagl begyndte at falde, som Manuel sjældent havde set i hele sit liv. Han skyndte sig, så hurtigt han kunne, til klosteret, hvor de ventede på ham, og bad dem venligst lade ham se, hvad kassen indeholdt. Nonnerne modsatte sig ikke, og han så da liget af sin kusine, som så ud som den dag, de havde begravet hende fem år tidligere. Det var et sådant chok for ham, at han faldt til jorden - Ham, der ellers havde ry for at være modig og ikke havde mange religiøse overbevisninger, ændrede nu fuldstændig sin tro.

Det siges, at den unge kvinde tilbragte lang tid i klosteret, og at de senere kårede hende til helgen."