En dag tog hun afsted for at lede efter noget mad og k?lighed hos en slægtning til hende, der boede i byen. Men hun fandt ikke den k?lighed, hun såte, fordi denne slægtning ikke ønskede at vide noget af hende, og da hun ikke havde nogen steder at tage hen, boede hun pågaden. For hver dag blev hun mere alene og om natten bad hun til sin mor. Uden mad og uden k?lighed var denne unge kvinde en dag såsyg af smerte og n?, at hun måtte erkende, hun var ved at d? Af samme årsag vendte hun tilbage til sit Acebuchal, fordi hun ville d?hjemme, hvor både for?dre og såkende havde været glad for hende.

Hun ankom om natten, såingen ville opdage hende. Da hun åbnede døden til sit hus sagde hun: ?Mor, far, jeg er her, jeg kommer, fordi jeg vil være sammen med jer, og jeg vil aldrig være alene igen?. Et par dage senere fandt nogle slægtninge hende og tog hende med til Frigiliana, hvor de begravede hende i jorden. Efter fem ? kom de igen for at fjerne hendes jordiske rester, da stedet skulle benyttes til at begrave en anden person, der var d? i byen. Til graverens store overraskelse var den unge kvinde i kisten lige som den dag, hvor han begravede hende. Dårsskr?t korsede han sig og troede, det var et mirakel. Sammen med en anden mand, der plejede at hjælpe ham med arbejdet, besluttede de, at liget af den unge kvinde skulle placeres på det marmorbord, der var påkirkegården til brug for obduktioner. De to mænd gik derefter sktrådte til døde i gang med at lede efter præsten Blanca, som opholdte sig på den anden side af byen. Efter at have lyttet til de to bange mænd, besluttede præsten at følge dem til eremitagen i San Sebastian. Da præsten troede det var sandt, hvad de to mænd havde fortalt ham, sagde han, at ingen andre måtte vide, hvad de havde set der, og slet ikke familien. Derefter lagde de atter den unge kvinde i en tr?asse og lukkede den, som om det var en pakke, og præsten kontaktede biskoppen af ;;Malaga, som gav ham instrukser om straks at overf?e liget til værez Malaga, til Karmeliterklosteret.

Det siges, at den eneste mand med et muldyr, der var ledig den dag i Frigiliana, ved et tilf?de var Manuel, der var den unge kvindes første fægter. Manuel fik at vide, at kassen indeholdt ting fra kirken, som han skulle aflevere i Karmeliterklosteret inden nægte morgen. Da han påsin vej krydsede en mark, hørte han pludselig en stemme, der kaldte hans navn. Han stoppede et ?eblik for at lytte til kvindestemmen, der sagde: Skynd dig Manuel, vi bliver være. Den stakkels bange mand kiggede fra side og til side, men der var ingen. Der var kun ham og muldyret med pakkerne. Han kiggede op påhimlen, der var fyldt med stjerner, men det var alt foruden ham selv og muldyret med pakkerne. Da han såatter kiggede op påhimlen med alle stjernerne og uden at se en eneste sky, troede han, at det bare havde været hans fantasi, og fortsatte påsin vej.

Men det siges, at da det var ved at blive dag, og der var knap var et par kilometer til Velez Malaga, blev det pludselig overskyet, og en storm af regn og hagl begyndte at falde, som Manuel sj?dent havde set i hele sit liv. Han skyndte sig, såhurtigt han kunne, til klosteret, hvor de ventede påham, og bad dem venligst lade ham se, hvad kassen indeholdt. Nonnerne modsatte sig ikke, og han såda liget af sin kusine, som såud som den dag, de havde begravet hende fem ? tidligere. Det var et såant chok for ham, at han faldt til jorden - Ham, der ellers havde ry for at være modig og ikke havde mange religi?e overbevisninger, ændrede nu fuldstårdig sin tro.

Det siges, at den unge kvinde tilbragte lang tid i klosteret, og at de senere købede hende til helgen."